Den 62-årige kendisfrisør og stylist Dennis Knudsen sidder fredag på anklagebænken ved Retten i Roskilde.
Han er tiltalt for bestikkelse, da han ifølge et anklageskrift skal have forsøgt at bestikke en tilsynsførende med 4.500 kroner under sin teoriprøve 25. marts 2025.
En tiltale han nægter sig skyldig i.
»Der er tale om en misforståelse. Jeg spørger, om jeg kan købe mig til noget teknisk hjælp,« fortæller han til B.T forud for retssagen.
»Jeg betaler jo for ydelser, og det var for at få en teknisk ydelse. Jeg bruger aldrig computer. Alle ved, hvor talentløs jeg er til teknik. Jeg har altid haft folk til at gøre sådan noget for mig og altid betalt for det,« udtaler han videre.
I anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til frisøren. Det er dog fortsat udvist hvor lang en straf anklagemyndigheden går efter.

»Jeg er ordblind, og jeg bliver desperat, da jeg er der, og vil gerne betale for hjælp til at betjene computeren,« fortæller Dennis Knudsen om episoden, der har fået ham på anklagebænken.
Men ifølge anklagemyndigheden har kendisfrisøren forsøgt at bestikke den tilsynsførende med 4.500 kroner.
»Jeg vil anke sagen, hvis jeg bliver dømt,« siger han.
Dennis Knudsen er repræsenteret af forsvarsadvokaten Mette Grith Stage, der også var hans forsvarer tilbage i 2023 i Molslinje-skandalen.
Hun har dog ikke taget stilling endnu til en eventuel ankesag.
»Det er slet ikke noget, jeg har forholdt mig til endnu. Jeg går ind med det udgangspunkt, at min klient skal frifindes, hvis ikke det går, som jeg håber, så vurderer vi den derfra,« udtaler hun til B.T.
Fik en nedsmeltning
Det var en oprevet Dennis Knudsen, der tilbage i juli måned i 2023 måtte lade den sidste færge sejle uden ham.
Kendisfrisøren var for sent ude og blev ikke lukket ombord, hvorfor han efter eget udsagn fik »en nedsmeltning«, da han skubbede en mandlig medarbejder, raserede billetkontoret og råbte ad en kvindelig medarbejder.
Hele situationen kulminerede med, at Dennis Knudsen gik fysisk ud og ødelagde bommen til færgen.
Foruden 40 dages betinget fængsel for 'forsætlige fareforvoldelse' og vanvidskørsel, fik han også frataget sit kørekort i et år og konfiskeret den Audi Q7, som han leasede.
Til B.T. kunne han dengang fortælle, at han accepterede sin dom og glædede sig til at komme videre i sit liv. Han var dog ærgerlig over, at seancen kostede ham mere end en halv million.
