Dennis Engholm fra Sorø fik sit liv ødelagt, da han i 1992 blev offer for togkaprerens psykotiske anfald og blev beskudt i eget hjem. Onsdag fik han rippet op i minderne, da angiveligt samme mand havde barrikaderet sig i en lejlighed i Sorø med en pistol. »Hver gang, jeg lukker øjnene om natten, så drømmer jeg, at jeg løber fra ham«, siger Dennis Engholm.

Den var en nat i 1992. I et hus i Sorø. Den dengang 20-årige Dennis Engholm lå og sov i sit kælderværelse i sine forældres hjem, da han pludselig ved fem-tiden om morgenen blev vækket af lyden af smadret glas. Kort efter oplevede han sit livs værste mareridt – et mareridt der fortsat plager ham den dag i dag, hele 24 år senere.

»Jeg hører det smadrede glas, og jeg vender mig om i sengen og kigger op mod vinduet, og pludselig kommer der en hånd ind med en pistol. Og der bliver trykket af et par gange.«

Sådan husker Dennis Engholm den forfærdelige episode:

»Det foregår nærmest i en slags tåge, fordi jeg jo sov. Men jeg ruller ned fra sengen og ser fjer, der flyver op. Og jeg ser, at han peger ud mod lokalet og nærmest skriger: ’I must kill you.’ Og så trykker han af igen,« siger Dennis Engholm.

Minderne fra den frygtelige nat har plaget den nu 44-årige mand siden. Og onsdag blev der atter rippet op i såret fra dengang, da en større politiaktion gennem flere timer fandt sted i Sorø. En ifølge politiet uligevægtigt mand havde barrikaderet sig i en lejlighed med en pistol, hvilket førte til, at politiet var massivt til stede, at forsvarets bomberydere var tilkaldt, og at et stort stykke af  Østergade i Sorø var spærret af. Ifølge BTs oplysninger var der tale om samme mand, som prøvede at dræbe Dennis Engholm - samme gerningsmand, som også i 2004 tog 60 mennesker som gidsler, da han kaprede et DSB-tog på Mørkøv Station i Nordvestsjælland og i tre timer gik rundt og truede de bange mennesker med to pistoler. Det bekræfter mandens mor over BT.

Både Dennis Engholm og de 60 gidsler slap med livet i behold. Og ved onsdagens episode var der ingen gidsler eller ofre indvolveret. Men Dennis Engholm har ikke kunnet lægge episoden fra 1992 bag sig. Og at høre, at den psykisk syge tilsyneladende igen og igen kan slå til, gør ham vred:

»Jeg har kunnet mærke, at det har været meget værre i dag. Det er så massivt, når man oplever, at den mand, der er årsag til, at du har det, som du har det, får lov til at gøre det igen og igen. Og hvis man venter tre år, så gør han det garanteret igen. Men det er ikke sikkert, at de mennesker, det går ud over næste gang, kan fortælle om det. For der er det måske et rigtigt våben,« siger Dennis Engholm med henvisning til, at man efter togkapringen fandt ud af, at det var legetøjspistoler, som den psykisk syge truede med.

Dennis Engholm kendte knap gerningsmanden, da han i 1992 blev offer for hans raseri. De havde angiveligt kun kortvarigt set hinanden til en fest forinden.

»Det har været en rimelig vanvittig oplevelse, især fordi det viser sig, at jeg slet ikke har haft noget med det her menneske at gøre,« fortæller Dennis Engholm.

Den nat i kælderen lykkedes det ham at stikke af fra den psykisk syge.

»Jeg farer op, stikker af fra det her værelse og kommer væk fra bygningen, hvor jeg så hører, at det fortsætter med at brage nede fra værelset. Han bliver ved med at skyde. Jeg bevæger mig tilbage til huset, hvor det viser sig, at han også er gået efter mine forældre,« fortæller Dennis Engholm.

Både han og hans forældre, der også overlevede beskydningen, har medvirket i en dokumentar, der blev lavet om gerningsmanden efter kapringen. I dokumentaren hørte Dennis Engholm for første gang gerningsmandens version om, hvorfor han gik til angreb på ham.

»Der fortæller han så, at jeg åbenbart skulle have generet hans kunst. Jeg anede slet ikke til, at han var kunstner. Jeg kendte ham jo slet ikke. Men det var åbenbart årsagen til, at jeg skulle dø, hvilket han råber ind gennem vinduet i kælderen på sådan en skrigende og helt hysterisk måde,« siger Dennis Engholm, der mener, at overfaldet ødelagde hans liv. Siden har han nemlig ikke kunnet sove ordentligt om natten, og han har også ændret personlighed.

»Jeg blev meget kort for hovedet. Jeg er blevet aggressiv, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at holde det inden i mig. Jeg kan næsten ikke holde ud at være sammen med andre mennesker mere. Og jeg har ladet mig fortælle, at det kan være en effekt af den oplevelse,« siger Dennis Engholm og tilføjer:

»Jeg ville ønske, jeg kunne lave det om. Fjerne mig fra det værelse, inden han dukker op. Hver gang, jeg lukker øjnene om natten, så drømmer jeg, at jeg løber fra ham.«

Han har blandt andet haft svært ved at gennemføre en uddannelse og holde på et job og er derfor røget ind og ud af kontanthjælpssystemet. Desuden har han flyttet en del rundt, da han i mange år har været bange for, at gerningsmanden ville opsøge ham igen. Også parforhold har han haft det svært med.

»Når man har det på denne her måde, så er det en udfordring at sove sammen med nogen. Hvis man for eksempel bliver berørt om natten, så farer man jo op,« siger Dennis Engholm, der har to forliste ægteskaber bag sig. I dag bor han sammen med en kvinde og er atter vendt hjem til Sorø-egnen.

Dog slipper han ikke for at blive konfronteret med gerningsmanden, som han ofte ser på gaden i Sorø.  Efter at have været inde og ude af psykiatriske afdelinger, fik togkapreren nemlig tilkendt førtidspension og fik en lejlighed i Sorø. I et interview som BT lavede med ham i 2013 fortalte den psykisk syge, at han fik tiden til at gå med blandt andet at besøge sin mor og bekæmpe dæmoner. Han afviste dog, at han skulle være farlig

»Men farlig? Nej, jeg er ikke farlig for nogen. Og var det heller ikke dengang. For et våben, der ikke kunne dræbe nogen, hvor farligt er det,« spurgte han med reference til de legetøjspistoler, som han brugte ved togkapreringen.

»Jeg er godt klar over, at det var en grov forseelse, jeg lavede, Det er jo derfor, jeg stadigvæk har dårlig samvittighed og gerne vil sige undskyld. Jeg er ikke stolt af det, jeg har gjort. Men jeg kunne ikke gøre for det. Da politiet skød tåregas ind i toget, troede jeg, at der gik hul på rumskibet. Jeg troede virkelig, at jeg var i et rumskib. Ellers havde jeg ikke gjort det,« forklarer han om den dramatiske begivenhed i januar 2004.

Da interviewet foregik var han ikke længere tvangsmedicineret, men var overladt til selv at styre sin medicinering – ligesom i 2004, hvor togkapringen fandt sted. Ingen af gerningsmandens forældre ville medvirke i interviewet i 2013, men de udtrykte begge bekymring for, at selvmedicineringen ville ende med igen at gøre deres søn psykotisk

At togkapreren selv skal styre sin medicinering, gør også Dennis Engholm vred.

»Jeg tænker, om der ikke snart er nogle politikere, der vågner op. Der må være nogle mennesker, der kan forstå, at de her mennesker, de er syge og har brug for noget hjælp. De har brug for, at der er nogle, der tager ansvaret fra dem. Man ønsker ikke at tvangsindlægge og tvangsmedicinere, for tænk, hvis man forbryder sig mod nogle menneskerettigheder. Men hvad med alle de mennesker, han forbryder sig imod? Har vi ikke nogle rettigheder?,« spørger han.

Dennis Engholm er atter på kontanthjælp og ved at blive udredt af kommunen. Han fortæller, at han i årevis har gået til psykolog for egen regning, da han ikke kunne få psykologhjælp fra det offentlige. Flere behandlere har diagnosticeret ham med posttraumatisk stress, siger han.