Kenni Blegvad var kun 15 år, da han i 2008 slog det 16-årige avisbud Deniz Uzun i baghovedet med en fastelavnskølle

Deniz Uzun mistede livet, og Kenni Blegvad fik fem års fængsel i Østre Landsret.

Den nu 20-årige drabsmand blev dog prøveløsladt i juni 2011, og onsdag sad han igen på anklagebænken i Københavns Byret tiltalt for et nyt kølleoverfald. Det undrer ikke Deniz efterladte mor, der er bitter over, at hendes søns drabsmand så hurtigt var på fri fod.

- Jeg vidste det jo godt. Jeg sagde, at han ville gøre det igen. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt. Men det gør der så måske næste gang, sagde Gülzen Uzun til BT umiddelbart efter det seneste kølleoverfald.

Denne gang var der ifølge anklageskriftet to ofre, nemlig en villaejer fra Dragør, der sammen med sin far overraskede Kenni Blegvad og en jævnaldrende kammerat, da de 19. august 2011 var i færd med at begå indbrud i huset.

Ifølge anklageskriftet stjal de unge mænd en sparegris med mønter samt en række smykker under indbruddet, og da husejeren og hans far pludselig dukkede op, reagerede de to indbrudstyve voldsomt ved at slå ud mod dem med en fastelavnskølle, som de ligeledes havde fundet i huset.

Villaejerens pensionerede far fik desuden et solidt spark i brystet, da han forsøgte at trække den ene af de tiltalte ud af flugtbilen, mens den anden af de tiltalte samtidig bankede et 58 centimeter langt jernredskab i hovedet på husets beboer.

- Det grænser til at ligne et hjemmerøveri, så fra anklagemyndighedens side er der tale om en skærpende omstændighed, siger politianklager Sannie Hansen til BT.

De to er dog 'kun' tiltalt for tyveri og grov vold - men dertil ønsker anklageren, at de straffes særlig hårdt, da der er tale om gentagelsestilfælde.

Ifølge anklageskriftet har Kenni Blegvad da heller ikke ligget på den lade side, efter at han blev prøveløsladt fra fængslet.

For to måneder siden blev han ganske vist frifundet i for at stå bag et overfald med strømpistol, men anklageskriftet i den nye sag omfatter 34 punkter - fra adskillige trafikforseelser og flere andre indbrud til overfald på en politimand.

- Det giver sig selv, at der vil være påstand om frihedsstraf, men der er så mange forseelser, at jeg ikke på nuværende tidspunkt kan angive en længde, siger Sannie Hansen.

Men kendes Kenni Blegvad skyldig i den nye anklage om grov vold, kan han godt se frem til, at anklageren kræver yderligere 619 dage lagt til dommen.

Det er den reststraf, som Kenni Blegvad mangler at afsone fra tidligere dom.

Rettens afgørelse falder 15. august.