Eva Almegaard Hansen fik for nylig en advarsel fra en veninde, der havde læst om et stigende antal tyverier fra cykelkurve i København.
Heldigvis kunne den 61-årige kvinde fortælle veninden, at hun allerede var bevidst omkring det, og at hun altid tager stropperne fra sin mulepose rundt om sadelpinden, så den ikke kan blive hapset fra cykelkurven.
Men i fredags glemte Eva Almegaard Hansen den sikkerhedsforanstaltning i farten – og så blev hun pludselig en del af en voksende og utryg statistik.
Eva Almegaard Hansen var med egne ord »lidt ved siden af sig selv«, da hun fredag formiddag smed sin mulepose i cykelkurven, satte sig op på sadlen og cyklede fra Vanløse mod Vesterbro gennem Valby.
Da hun 20 minutter senere parkerede sin cykel og rakte ud efter sin mulepose, var cykelkurven tom.
»Det her er første gang, at jeg glemmer at 'låse muleposten fast om sadelpinden', og så bliver den stjålet. Det er da ret uheldigt, og jeg undrer mig over, at ingen har set noget, for det må være en af de få gange, jeg er stoppet for rødt, at den er blevet taget,« siger Eva Almegaard Hansen.
B.T. har de seneste måneder ad flere omgange beskrevet cykelkurve-tyverierne, der er strømmet ind over København. Ofte er tyverierne sket omkring Valby.
Har du også været udsat for et lignende tyveri? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.
Den 61-årige kvinde skyndte sig at køre den samme rute hjem, men muleposen var ingen steder at se.
Der var dog lidt af være 'glad for'.
»Det var en vis lettelse, at jeg havde min telefon og nøgler på mig, men ellers er det da ikke særlig fedt, når der var en kalender, et par dyre høretelefoner og solbriller i muleposen,« siger hun.
B.T. har rakt ud til Københavns Politi, der oplyser, at anmeldelserne af disse tyverier fortsat er stigende.
»Vi kan bekræfte, at vi for tiden modtager et stigende antal anmeldelser fra borgere, der har fået stjålet tasker eller værdigenstande fra deres cykler. Det gode råd er at være opmærksom på sin bagage og værdigenstande, men det kan selvfølgelig være svært, hvis man kører med bagagen bag på cyklen,« skriver politikredsen og fortsætter med flere råd:
»Har man sin taske liggende der, opfordrer vi til, at den spændes godt til med nogle gode remme. Har man sin taske i en kurv foran sig, kan det være en idé at vikle taskens rem om styret, så tyven kan se, at den ikke er lige til at snuppe.«