En advokat, der blev filmet med skjult kamera i TV 2's dokumentar Den Sorte Svane, er blevet tiltalt i en straffesag.
Fem forhold om overtrædelse af straffeloven er nævnt i et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Det bliver Retten i Lyngby, som skal afgøre, om advokat Nicolai Dyhr er skyldig, og om han i givet fald skal idømmes fængsel.
Desuden kræver anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at advokaten, der tidligere var partner i selskabet Horten, frakendes retten til at virke som advokat.
Det skal være "indtil videre" eller i et tidsrum, som retten når frem til, fremgår det af anklageskriftet.
»Min klient nægter sig skyldig,« siger Dyhrs forsvarer, advokat René Offersen.
»Vi havde helst ikke set, at der blev rejst en straffesag, men nu ser vi frem til, at den vil blive behandlet på en fuldt betryggende måde af en domsmandsret,« siger han.
Udtrykket dækker over, at afgørelsen træffes af en juridisk dommer og to lægdommere. Formentlig vil det ske efter tre eller fire retsmøder i efteråret.
To af punkterne i anklageskriftet handler om grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.
De tre øvrige drejer sig om påstået misbrug af stilling. Endelig hævder NSK, at han i et tilfælde bevidst har afgivet en urigtig erklæring.
For eksempel skal han urigtigt have fortalt Sø- og Handelsretten, at der ikke var problemer med hans habilitet i forhold til at blive kurator vedrørende to selskaber, selv om han på det kontor, som TV 2's muldvarp opererede fra, havde rådgivet direktøren og ejeren af de to selskaber.
»Det bedste set fra din side, det er bare at aflevere et bo, der er et hul i jorden,« sagde Dyhr til direktøren på de skjulte optagelser
Advokaten fik på møder med direktøren og muldvarpen Amira Smajic besked om, at der var udstedt fiktive fakturaer i selskabet Malm Gruppen A/S, og at pengene var blevet videreoverført gennem en betalingsplatform.
Men dette undlod han - ifølge NSK - at informere om, og dette udgør misbrug af stillingen som advokat og kurator, hævdes det.
Hverken politiet, skifteretten, fordringshaverne, Skattestyrelsen eller hans kolleger blev orienteret.
Dermed misbrugte advokaten sin stilling "til at vanskeliggøre og forsinke en effektiv politiefterforskning, skattemæssig undersøgelse og konkursbehandling til fordel for direktøren.
Og det var også til advokatens egen fordel. For formålet var at "fremme tiltaltes advokatforretning ved at øge muligheden for at få tilsvarende opgaver i fremtiden", som det formuleres i anklageskriftet.
Også en sag mod Nicolai Dyhr er rejst ved Advokatnævnet.
/ritzau/