Tirsdag eftermiddag fandt Nordjyllands Politi to små poser under en bil.
Ved en færdselskontrol besluttede politiet at stoppe en bilist ved Over Kæret i Aalborg.
Under kontrollen fandt de to små poser, som bilisten formentligt forsøgte at skjule ved at smide dem ind under bilen – men uden held.
Nordjyllands Politi fandt nemlig de to poser kort tid senere.
Poserne viste sig at indeholde i alt seks mindre poser med 22,94 gram methamfetamin.
Betjentene udførte desuden en narkometertest på bilisten, og denne viste, at han tilsyneladende havde indtaget euforiserende stoffer, før han satte sig bag rattet.
Derfor valgte betjentene at sigte og anholde bilisten for både besiddelse af ulovlig narkotika med henblik på salg sam kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.
Efterfølgende blev der udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.


