____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Politiet er tirsdag aften i gang med at undersøge vennens lejlighed, hvor den 28-årige familiefar Nikolaj Dyrner sidst er set siden sin forsvinden natten til torsdag.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for bt.dk.

- Jeg kan bekræfte, at vi er nede at undersøge et mistænkeligt fund på adressen netop nu - mere kan jeg desværre ikke sige lige nu, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Morten Bagge Bramsnæs.

Den 28-årige Nikolaj Dyrner fra Ishøj, der er far til to, forsvandt natten til torsdag efter at have været på besøg hos en ven i en lejlighed på Lyngby Hovedgade.

Nikolaj Dyrner er selvstændig håndværker, og vennen, som han besøgte onsdag aften i Lyngby, havde tidligere været ansat hos Nikolaj Dyrner. Ifølge Nikolaj Dyrners kæreste, Louise Hammerich, ville Nikolaj og vennen tale om 'gamle dage' og se, om vennen kunne få jobbet tilbage.

- Jeg kender ikke rigtig vennen, og det er der ikke nogen af Nikolajs venner eller familie, der gør. Ifølge vennen havde de drukket meget, da de kommer op at skændes, og Nikolaj ender med at gå. Ifølge vennen var det dog ikke noget alvorligt, fortalte Louise Hammerich for et par dage siden til bt.dk.

Det har indtil videre været antaget, at Nikolaj Dyrner forsvandt fra vennens lejlighed mellem klokken 3 og 6 natten til torsdag. Vennen kunne ikke huske et nærmere tidspunkt, fordi han var meget fuld.

Louise Hammerich og Nikolaj Dyrner har et barn sammen, og han fungerer som papfar for Louise Hammerichs ældste søn. Ifølge Louise Hammerich var Nikolaj Dyrner ikke nedtrykt op til sin forsvinden, og hun tror ikke, at han er forsvundet af egen fri vilje.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi, Morten Bagge Bramsnæs, forklarer, at det er politiets efterforskningsarbejde, der har bragt dem på sporet af det mistænkelige fund i vennens lejlighed. Politiet har været på adressen siden kl. 21.30.

Politiet vil dog endnu ikke sige noget om, om vennen er mistænkt i Nikolaj Dyrners forsvinden.