Narkodømte Rigmor Zobel Ravn erklærer nu sine fjender krig. I dag forfattede hendes forsvarsadvokat de i alt tre klagepunkter, der skal gøre livet hedt for navngivne personer i Københavns Politi.

Tidligere har der været sået tvivl om, hvorvidt Rigmor Zobel Ravn og hendes advokat Jørgen Lange rent faktisk havde klaget til Statsadvokaten over kritisabel politiadfærd. Men over for bt.dk slår Jørgen Lange fast, at Rigmor Zobel Ravn går efter oprejsning.

Første klagepunkt retter sig mod politiassistent P.K. som angiveligt truede Zobel under en afhøring 30. juli sidste år. En beskyldning som P.K. selv benægter.

- Jeg vil fastholde at betjentens afhøring ikke har været reglementeret, og det vil indgå i klagen, siger advokat Jørgen Lange.

Anden del af klagen handler om den formodede læk der betød, at Rigmor Zobel Ravns navn sivede til Ekstra Bladet en halv time inden hendes grundlovsforhør 31. juli sidste år. Dermed mistede det efterfølgende navneforbud i sagen stort set sin effekt.

- Du kan dog ikke automatisk ligge i det, at lækken stammer fra Københavns Politi. Det må en nærmere undersøgelse ved statsadvokaten kaste lys over. Jeg har selvfølgelig min helt klare personlige opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen - den ønsker jeg dog at holde for mig selv, siger Jørgen Lange.

Endelig klages der over politikommissær fra Københavns Politi, Steffen Steffensen. I B.T. 16. oktober 2009 oplyste han, at man ville rejse tiltale mod Rigmor Zobel Ravn. På det tidspunkt var hverken Zobel selv eller hendes advokat dog informeret om tiltalen.

- Etisk hører det ingen steder hjemme, at man orienterer medierne først. Det mener jeg er kritisabelt, siger Jørgen Lange.

Rigmor Zobel Ravn risikerer dog også selv at blive trukket i retten. Således ønsker Københavns Politi fortsat at lægge sag an mod Zobel, der har beskyldt politiassistent P.K for at lyve under ed.

- Vi kan ikke leve med det her. Men lige nu har vi vores advokat til at kigge på det, så der vil gå et stykke tid førend vi melder noget endeligt ud, siger formand for Københavns Politiforening, Claus Oxfeldt.

Han understreger, at den implicerede betjent er godt træt af sagen.

- Jeg har talt med kollegaen i dag. I stareten tog han det ikke så tungt. Men jo mere han har tænkt over det, jo mere frustreret bliver han over de her voldsomme beskyldninger. Han er i den grad stødt på manchetterne, siger Claus Oxfeldt.