Det koster en i dag 20-årig mand 40 dages betinget fængsel, at han er fundet skyldig i at have delt krænkende videooptagelser med seksuelt indhold af to 15-årige.

Til gengæld slipper han for at få pletter på straffeattesten, fordi han var under 18 år, da forbrydelsen fandt sted.

‘Det er for retsstillingen af afgørende betydning, at den dømte på gerningstidspunktet er under 18 år, og at dommen, som han er blevet idømt, er en betinget fængselsdom, ligesom det har betydning, at de krænkede er over 15 år.'

Det skriver strafferetsekspert og adjunkt på Juridisk Institut på Aalborg Universitet, Hanne Hartoft, til B.T.

Højesteret afsagde dommen over den i dag 20-årige mand.
Højesteret afsagde dommen over den i dag 20-årige mand. Foto: Claus Bech
Vis mere

Hvis den skyldige mand havde været over 18 år, kunne han formentlig få svært ved at få visse jobs.

Eksempelvis skolelærer, fodboldtræner, spejderleder eller livredder i svømmehal.

Men grundet sin unge alder på gerningstidspunktet, undgår han dette problem.

‘Den almindelige private straffeattest, som man selv kan rekvirere, og som en almindelig arbejdsgiver nogle gange beder om, vil ikke indeholde oplysninger om dommen på grund af de ovennævnte omstændigheder,’ skriver Hanne Hartoft og fortsætter:

‘Tilsvarende vil børneattesten, som myndigheder og foreninger rekvirerer i forbindelse med, at man udfører arbejde, eventuelt som frivillig, heller ikke indeholde oplysninger om dommen.’

Kun ved særlige jobs kan hans dom komme på tværs.

‘Dommen vil derimod fremgå af den såkaldte udvidede straffeattest som f.eks. skal bruges, hvis man søger særligt betroede stillinger, f.eks. i politi, anklagemyndighed, domstolene, kriminalforsorgen m.v.’

‘Det vil herefter bero på en konkret vurdering, om sagen får betydning.'

'Det vil således være en konkret vurdering, om det kan få betydning, f.eks. hvis vedkommende ønsker at blive uddannet som politibetjent,’ skriver Hanne Hartoft.

Dommen til den 20-årige blev behandlet som en principiel sag i Højesteret fredag.

Sagen er en del af det store sagskompleks, som politiet har kaldt Operation Umbrella.

Omkring 1000 personer har delt de krænkende optagelserne med de to 15-årige.