Politiet udsendte tidligere torsdag en række overvågningsbilleder af en mand, der mistænkes for at have begået et 'strafbart forhold' i Skive.

Nu har han meldt sig selv.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

I en pressemeddelelse tidligere torsdag oplyste politiet, at manden helt konkret er mistænkt for at have begået et strafbart forhold 18. november ved restauranten Manhattan i Skive.

»Episoden skete cirka i tidsrummet mellem klokken 01.07 til 02.46, og politiet søger identiteten på personen på billederne, idet vi ønsker at tale med pågældende,« lød det.

Hvad det 'strafbare forhold' nærmere bestemt dækker over, oplyste politiet ikke.

Nu lyder det, at manden har meldt sig:

'Manden, vi tidligere i dag efterlyste i forbindelse med et strafbart forhold begået i Skive 18. november, har meldt sig selv,' lyder det i et tweet fra Midt- og Vestjyllands Politi.