De havde klinik i den delvist sammenstyrtede ejendom i Ryesgade i Aarhus.

Og nu melder de ansatte fra Lægehuset Ryesgade 1 ud.

På Facebook skriver de:

'Måske har I set eller hørt det allerede. Klinikken styrtede sammen i morges. Alle kom ud med livet i behold, men vi er rystede og ulykkelige, men også meget taknemmelige over at være i live.'

Sammenstyrtningen skete torsdag morgen.

Til Århus Stiftstidende siger Thomas Reinholdt Jørgensen, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen:

»Det, der er sket, er, at bygningen er under renovering og i den forbindelse er der en søjle, der forsvinder derinde, og så har vi nogle kollaps af nogle etagedæk.«

13 personer blev reddet ud af bygningen ved hjælp af håndværkere og politiet.

I opslaget skriver personalet fra Lægehuset Ryesgade 1:

'Vi har intet at lave lægeklinik med lige nu, og beder jer derfor kontakte vores vagthold for akut lægehjælp. Vi gør alt for at finde løsninger og være tilbage i en eller anden form. Vi ved ikke hvornår. Men vi gør alt vi kan.'

Østjyllands Politi har meldt ud, at intet peger mod, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med sammenstyrtningen.

Politiet forventer, at der vil være afspærret på både Sønder Allé og i Ryesgade til fredag.