Manden der efter alt at dømme dræbte to civile og sårede fem politimænd var kendt af politiet og blev fulgt af PET. Det oplyser chefen for PET, Jens Madsen.

Politiet er så godt som sikre på, at den person de skød og dræbte i Svanevej klokken 04:50 er identisk med den person, der har dræbt to civile mænd og såret fem politifolk.

»De tekniske undersøgelser er ikke færdige, så vi kan ikke være 100 procent sikre på, at det er ham, men vi er ret overbviste om, at det er ham,« sagde politiinspektør Jørgen Skov på et pressemøde klokken 13:00 foran Politigården i København.

Af efterforskningsmæssige grunde vil politi endnu ikke offentliggøre hans navn, men der er tale om en mand fra København.

»Det er en person, politiet kender i forvejen og en person der var inde på PETs radar,« sagde PET-chef Jens Madsen.

Selvom PET allerede kendte til den formodede gerningsmand, antydede Jens Madsen at angrebet på Krudttønden kom bag på politiet, idet han sagde, at angrebet 'viser, at angreb kan ske med kort planlægning og uden at der kommer efterretninger til PET'.

Politiet undersøger nu, om den formodede gerningsmand har været udrejst til krigszoner. Ifølge Jens Madsen er der på nuværende tidspunkt ikke noget der tyder på, at den formodede drabsmand har en fortid som hellig kriger.

»Vi har ikke viden om, at han har været i Syrien eller Irak,« sagde Jens Madsen.

Politiet arbejder dog med en teori om, at den formodede drabsmand er blevet inspireret af terrorangrebet på Charlie Hebdo og af propaganda fra IS.

Den formodede gerningsmand var bevæbnet med to pistoler, da politiet skød og dræbte ham i Titangade på Nørrebro. Derudover har politiet beslaglagt et andet våben, som menes at være blevet brugt ved angrebet på Krudttønden, hvor den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard blev dræbt.