Anette var 15 år og jomfru, da hun blev voldtaget, Mandy var 17 år. Begge var og er lettede over, at de slap med livet i behold, selv om livet tog skade.
19. oktober 1995, i en villa på Ingolfs Allé, Amager: Firedobbelt voldtægt.
Anette fortæller:
»Mine forældre var taget til Jylland for at flytte min bedstemors ting på plejehjem. Jeg var 15 år og tænkte: »Yeah, alene hjemme, nu skal der ske noget«, så jeg ringede til to af mine veninder på 14 år, som kom over. Vi gik i byen og var hjemme igen i huset klokken 3.45 og gik i seng. Jeg vågnede ved, at der stod en mand og var ved at binde mine ben sammen i sengen. Mine to veninder var også bundet. Vi fik at vide, at vi skulle holde kæft og gøre, som han sagde. Han havde fundet en kniv i køkkenet, som han truede os med. Jeg indvendte et eller andet, kan ikke huske hvad, og blev slået med skæftet af kniven i ansigtet. Han hentede så en dame, som vi ikke kendte. Det viste sig at være overboens søster på 23 år, som også var bundet. Han sagde, at vi skulle gøre, ligesom hun gjorde. Hvis vi var smarte, så gjorde vi, ligesom hun gjorde,« siger Anette.
Han ændrede adfærd
»Han var utrolig kynisk og kold og havde styr på situationen og overblik, men virkede rastløs og utilregnelig i starten. Han spurgte om værdigenstande, og jeg fortalte, hvor han kunne finde min mors smykker. Da han fandt dem, var det som om han ændrede adfærd, han slappede mere af, blev rolig. Så jeg troede, at han fået det, han var kommet efter. Men så begyndte det først,« siger Anette.
Hun fortæller, hvordan han først tog den ene af hendes veninder med ovenpå. Da hun kom ned, rystede og græd hun. Pigerne fik besked på, at de ikke måtte tale sammen, så ville han slå dem ihjel.
»Så vi vidste jo ikke, hvad der var sket. Så tog han min anden veninde med ovenpå. Og derefter mig. Han voldtog mig både oralt og vaginalt, og da jeg kom tilbage, tog han hende på 23 år med ovenpå. Det hele tog tre-fire timer, fortalte politiet os bagefter. For os føltes det som meget længere tid.«
»Til sidst forsvandt han, men inden han gik, sagde han, at vi ikke måtte røre os, vi skulle bare blive liggende i en rum tid, gjorde vi ikke det, ville han komme tilbage. Men hende på 23 år spurgte efter et stykke tid, om vi selv kunne komme fri, for hun var kommet fri, så nu ville hun løbe ud og ringe efter politiet. Det var der, vi fandt ud af, at han havde klippet ledningen til telefonen over. I stedet løb hun over til naboen og fik ringet til politiet,« siger Anette.
Der gik 15 år
15 år gik der, inden han blev fanget. Imens forsøgte Anette at fortrænge, glemme og komme videre. Det gjorde hun også, voldtægten blev lagt bagest i den mentale kasse, låget blev lukket til, og livet blev tåleligt for hende, hun overlevede.
Marcel Lychau Hansen, kaldet Amagermanden, blev anholdt i 2010. Da retssagen begyndte at rulle i 2011, havde Anette lige fået et barn. Både anholdelsen og retssagen fik det hele til at bryde op igen. Hun gik helt ned med depression og angst. Hun blev re-traumatiseret og gennemlevede det hele en gang til. Låget fra kassen sprang op, og rædslerne slap løs igen. Der var tegn på PST (Post Traumatisk Syndrom), og hun blev klar over, at det slet ikke var, som det skulle være. De traumer, hun bar med sig, var slet ikke færdigbearbejdet.
25. september 2010. Voldtægten i kolonihaveområde på Amager.
Mandy Johnsen kan ikke selv sætte så ord på voldtægten, så hun beder om at det bliver fundet frem fra medierne, for hun har fortalt det så mange gange før, både i tv og til aviser og ugeblade.
Mandy var 17 år og på vej hjem fra en fest, og hun var lige stået af metroen. Hun ville hjem for at overnatte hos sin far i hans kolonihavehus på Amager, da hun blev overfaldet bagfra af en mørkklædt mand med hue. Det skete 100 meter fra farens hus.
Manden fik hende væltet omkuld på jorden, men i lommen havde hun sin mobiltelefon, og hun nåede at få ringet op til sin far. Han hørte hendes desperate skrig om hjælp, som brat blev afbrudt, da gerningsmanden opdagede telefonen.
Mandy kæmpede kraftigt imod, og fik kradset manden voldsomt i ansigtet og forsøgte at hive huen af ham. Men da han sagde, at han havde en kniv og truede med at slå hende ihjel, opgav hun kampen. Hvis hun ikke makkede ret og gjorde som han forlangte, ville han slå hende ihjel.
Hun blev tvunget til sex, både oralt og vaginalt, og inden manden forsvandt, sagde han til hende, at hun skulle tælle til 5000, før hun rejste sig. Men da lyden af hans skridt var tonet ud, løb hun hjem til sin far, der fik alarmeret politiet.
Da politiet ankom, fandt en politihund et kondom med sæd i, og det blev gennembruddet på opklaringen af en af de værste kriminalsager i Danmark.
Dna’et var identisk med dna fundet på en mælkekarton efter voldtægten på Amagerkollegiet i 2005 og på liget af Lene Buchardt Rasmussen i 1990.
Efterfølgende afslørede efterforskningen, at Marcel Lychau Hansen var set af et vidne samme dag, som Lene Buchardt Rasmussen forsvandt, og da han afgav dna, kom der et match.
Senere blev Amagermanden sat i forbindelse med den firedobbelte voldtægt på Amager og med rovmordet på enkefru Edith Andrup i Valby.
I 15 år gik Anette, fra hun var 15 år til hun blev 30 år, og ventede på, at hendes gerningsmand skulle blive fundet og fanget.
Da hun ikke vidste, hvem han var, udviklede hun en forkærlighed for kærester med farvet hud.
»På den måde var jeg da sikker på ikke at rende ind i ham,« siger hun med et skævt smil. Hun kan godt se det spektakulære i, at hendes underbevidsthed har haft så meget at skulle have sagt.
Troede han var misbruger
»Jeg opfattede ham i mange år som en narkoman, fordi han var så ivrig efter at få fat i værdigenstande. Men da det kom frem med Mandys sag, så var der noget, der sagde mig, at det var ham. Hvad det var, kunne jeg ikke sætte fingeren på, men det var noget med måden, hvorpå hun skulle vente med at råbe på hjælp, det at hun skulle tælle eller sådan noget. Jeg henvendte mig selv til politiet med mistanken om, at det kunne være den samme gerningsmand som fra min sag,« siger Anette.
Også Mandy havde en god mavefornemmelse, da det kom frem, at politiet havde fanget én. Først gik han under betegnelsen fantommanden, siden blev det til Amagermanden.
»Jeg havde mærket på hans lår, at de var meget muskuløse, så jeg troede, at han var løber. Da det kom frem, at han var fodboldtræner, vidste jeg bare, at det kunne være den rigtige,« siger Mandy.
What a rat
Billederne i medierne af Marcel Lychau Hansen viste ikke et monster eller en misbrugstype, tvært imod er det en nydelig mand med blå øjne, der kigger tilbage på tilskueren. Flere kvinder i hans liv har også omtalt ham som »pæn« eller »lækker« i medierne.
»Pæn? Han er overhovedet ikke pæn. På nogen måde. Det ville svare til, at du spurgte mig, om djævelen var pæn,« sprutter Anette, mens hendes grågrønne øjne slår lyn ved tanken om, at nogle kan se på ham uden at væmmes.
»Han var velsoigneret, det er det eneste, jeg kan sige, men det var han ikke i retten,« indskyder Mandy.
»Nej, da jeg så ham i retten, tænkte jeg bare: »What a rat«, uha, nej,« siger Anette og laver væmmelsesbevægelser med hele kroppen.
For dem er der intet formildende over sagen.
Intet, der taler til hans fordel.
Intet, der giver bare brøkdelen af forståelse for, hvorfor han gjorde det.
For de to kvinder er han indbegrebet af rendyrket, indædt ondskab.
Og på spørgsmålet om, hvordan de har det med tanken om at han engang, måske, skal lukkes ud i samfundet igen, lyder det prompte fra begge to:
»Lukkes ud? Det bliver han da aldrig. Ikke en som ham, der har så meget på samvittigheden. Han er afskrevet. Farvel med ham,« siger kvinderne.
De vil end ikke overveje, at han måske en dag bliver en fri mand, som det sker med langt de fleste kriminelle, der får en dom på livsvarigt fængsel. Normalt betyder livsvarigt nemlig i gennemsnit 15-16 år bag tremmer. Kun i meget sjældne tilfælde, som i den firedobbelte politimorders, Palle Sørensens, sag, sidder de inde i længere tid. Palle Sørensen sad i 33 år og otte måneder, inden han blev benådet.
»Men Amagermanden, han skal aldrig ud,« mener hans ofre.
