Den første af de fem døtre har netop afgivet forklaring mod sine forældre, der er tiltalt for mishandling af deres piger. Hun har forklaret, at hun af faderen blev beordret til selv at hente pinde i haven, så han kunne slå hende.

Det bosniske forældrepar fra Aabenraa, der er tiltalt for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter mod deres fem døtre, blev mandag eftermiddag vist ud af retssalen, mens den første af deres i alt fem døtre vidnede imod dem. Den 20-årige datter, der er den næstældste i flokken, fortalte ligesom moderen tidligere, at faderen har et stort alkoholforbrug, og han derfor af og til har været voldelig. Hun forklarede, at det mest var efter forældresamtaler i skolen, at faderen blev vred, og at han ved disse lejligheder slog sine døtre. Læs også:

Den 20-årige kvinde fortalte, at hun efter forældresamtaler af faderen var blevet beordret til at gå ud i haven og hente en pind, så han kunne slå hende i bagdelen, mens hun lå hen over en taburet i stuen. - Jeg måtte ikke skrige. Hvis jeg skreg, slog han mig endnu hårdere, fortalte hun i retten mandag. Datteren fortalte også, at faderen som straf for, at hun efter hans opfattelse kom for sent hjem, slog hende i maven med en knytnæve, og at han havde klippet hendes hestehale af, fordi han troede, at hun havde røget hash. Læs også:

Forældreparret er tiltalt for i forening at have øvet vold mod deres børn, men ifølge både moderen og datteren, er det kun faderen, der har været voldelig. - Min mor har aldrig slået. Jeg har aldrig set min mor slå nogen af os, sagde den 20-årige datter. Overgrebene skulle ifølge anklageskriftet have fundet sted fra 1995 og frem til 31. maj i år, hvor forældrene blev anholdt. Det er den ældste datter på 24 år, der har anmeldt forældrene, og ifølge faderen, er det en hævnaktion, fordi forældrene havde forbudt datteren at se sin serbiske mand. B.T. følger sagen…