En 8-årig pige flippede helt ud i et supermarked, da hun ikke kunne købe en madkasse med tegneseriefisken Dory - så meget at hendes far måtte bære hende skrigende ud til sin bil og massere hende for at få hende dysset ned, men historien endte faktisk lykkeligt.

Den lille pige Cerys Lily, som har diagnosen autisme og kan blive meget aggressiv, blev dybt ulykkelig, da hendes 41-årige far Robert Davies forgæves forsøgte at købe en madkasse med fisken Dory på, som hun havde forelsket sig i.

Episoden udspillede sig i supermarkedet Argos i den britiske by Bridgend i det sydlige Wales. Faderen snakkede med en medarbejder og spurgte, om han kunne købe madkassen, men den pågældende medarbejder forklarede, at madkassen først kom til salg dagen efter og under ingen omstændigheder kunne sælges før.

Og så tabte Lily kontrollen fuldstændigt.

»Cerys Lily begyndte at køre op, så jeg spurgte, om jeg måtte tale med butiksbestyreren, men hun ville ikke give sig, selvom Cerys Lily var ved at få et fuldstændigt sammenbrud og blev meget aggressiv, så jeg måtte fysisk bære hende ud og få hende ind i bilen,« fortæller faderen til Daily Mail.

Han er hjemmegående og tager sig af pigen på fuld tid, fordi hun er plaget af sin diagnose. Robert Davis måtte give pigen en dybdegående muskelmassage for at få hende til at falde ned, da han har erfaret, at det nogle gange hjælper.

Men da de var kommet hjem, bankede det på døren. Udenfor stod to betjente, som havde fået en anonym anmeldelse om, at faderen havde tvunget hende ind i bilen mod sin vilje.

Robert Davis forklarede betjentene om datterens lidelse, som hun fik konstateret som 3-årig.

»Hun havde ingen evne til at tale, hun sov ikke, og hendes opførsel var påvirket af det,« siger han og forklarer, at hun plejede at kommunikere via at ryste helt vild på hovedet.

Betjentene forstod det straks, da den enes nevø havde diagnosen Asberger, og derfor blev det i stedet til en dejlig oplevelse for Lily, der fik lov til at se de blå blink på politibilen og tale med mændene i uniform.

Men her stopper historien ikke, for selvom Robert troede, at nu ville han ikke høre mere til det, bankede det igen på døren næste morgen.

»Jeg troede, at det var enden på den historie, men så bankede det på døren i morges. Det var de samme to betjente, som var taget til Argos og havde købt madkassen med Dory, som hun havde ønsket sig,« fortæller faderen .

Cerys Lily med sin madkasse med fisken Dory på.
Cerys Lily med sin madkasse med fisken Dory på.
Vis mere

»Jeg var så overvældet, at jeg ikke fik takket dem ordentligt.... Der er virkelig nogle gode folk derude.«

Derfor skrev han et Facebook-opslag, hvor han hyldede de to betjente, og det er blevet delt flere tusinde gange. Også Lily var lykkelig.

»Cerys Lily sad på trapperne for at se, hvem det var, der kom, og hun kunne slet ikke tro det. Hun sagde bare tak med en meget blød stemme. Jeg tror også, hun var ret overvældet.«