'Du har kun 48 timer til at sende betalingen.'

Med de ord bliver danskere nu igen udsat for afpresningsmail med krav om flere tusinde kroner.

Flere borgere har for nylig modtaget de ubehagelige mails fra en anonym hacker, der truer med at offentliggøre kompromitterende videoer af modtageren.

'Du kender intet til mig, og du er naturligvis overrasket over, hvorfor du får denne mail ikke? Jeg er en hacker, som har udnyttet din e-mail, enheder og tablets nogle måneder tilbage.'

'I tilfælde af du ikke kan få bitcoins, vil jeg med det samme sende videofiler af dig til dine kontakter samt familie og kollegaer...'

Sådan lyder uddrag af en afpresningsmail, som igen bliver sendt til tilfældige danskere. Det skriver 'Mit Digitale Forsvar' - Forbrugerådet Tænk. Det sker med jævne mellemrum, at danskere bliver udsat for bølger af ubehagelige afpresningsmails.

Tilbage i oktober sidste år kunne TV 2-vært Janni Pedersen også berette om en lignende ubehagelige e-mail.

Nu sker det igen.

Truslerne går i korte træk ud på, at afsenderen har skaffet sig adgang til modtagerens e-mail og computer. Derefter er vedkommende blevet optaget gennem sin computers videokamera.

Afsenderen af truslerne er ifølge mailen nu i besiddelse af kompromitterende videoer, som er optaget, mens offeret intetanende 'hygger sig' med sig selv til porno.

Det er dog ikke tilfældet, skriver Forbrugerrådet Tænk, hvilket politiet også har forsikret om tidligere.

»Det er et scam. Folk skal tage det roligt og slette mailen. De behøver ikke anmelde det, med mindre de har bestemte grunde til at tro, at det er rigtigt,« har Henrik Alstrup, vagtchef i Nordsjællands Politi, udtalt sidste år, da anmeldelser om samme type mails væltede ind.

Anbefalingen er derfor også stadig, at man sletter den pågældende e-mail uden at efterkomme kravet om eksempelvis 1000 dollars.

Mistænker du nogen for at have en video af dig, kan du kontakte politiet.

I nogle af de mange afpresningsmails udnytter svindlerne, at de på anden vis er kommet i besiddelse af modtagerens gamle passwords, hvilket de bruger som en del af truslen.

I andre mails anvender svindlerne et trick, som får mailen til at ligne, at den er sendt fra modtagerens egen mailkonto, selvom det ikke er tilfældet.