Hvis du bevæger dig bare lidt rundt på de sociale medier, kan du næsten ikke have undgået at støde på lokkende annoncer om at tjene en formue på at skyde lidt penge i bitcoins eller anden kryptovaluta.

De fleste aner uråd, men alt for mange falder i fælden.

I 2021 mistede danske ofre for investeringssvindel i alt 59 millioner kroner, skriver bankernes brancheorganisation Finans Danmark i en nyhed på sin hjemmeside torsdag.

Finans Danmark har lagt nyheden ud i kølvandet på, at TV 2 netop har sendt første afsnit af dokumentarserien 'Det grænseløse bedrag', der blandt andet sætter fokus på ofrene for investeringssvindel.

Et af dem er den 60-årige PTSD-ramte krigsveteran Tina Vilykke, der mistede hele 1,6 millioner kroner til svindlerne.

Det var penge, hun havde fået i erstatning for sine krigstraumer.

Selvom hun føler sig dum og skammer sig over, at hun faldt for svindlernes lokkende ord, har hun besluttet at dele sin historie i håb om, at den kan hjælpe andre.

»Det har været så forfærdeligt. Og det æder mig stadig op. Så det er der ikke nogen, der skal ud for. Ligegyldigt hvem folk er,« siger hun til TV 2.

Danskere bliver svindlet for millioner.
Danskere bliver svindlet for millioner. Foto: Mads Nissen
Vis mere

Mens svindlerne i 2021 slap af sted med 59 millioner kroner, fik landets banker stoppet 100 millioner kroner fra at lande i de forkertes hænder, oplyser Finans Danmark.

»Bankerne har heldigvis stor succes med at stoppe tabene i rigtig mange tilfælde. De har stort fokus på at reducere svindlen, for eksempel ved at få lukket falske hjemmesider, der huser svindlen,« siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Investeringssvindlen har været stigende i en årrække.

Mens der i 2018 blev stjålet 33,5 millioner kroner, slap de kriminelle af sted med 53 millioner kroner i 2019 og hele 68 millioner kroner kroner i 2020.

I 2021 faldt tallet til 59 millioner kroner.

Og det skyldes ifølge Finans Danmark i høj grad, at bankerne får stoppet mere svindel.

Mens der i 2020 blev forsøgt svindlet for 139 millioner kroner, var det tal på hele 159 millioner kroner i 2021.

»I 2021 har vi set en særlig tydelig tendens med svindel med kryptovaluta. Falske reklamer på sociale medier bliver for mange ofre indgangen til en dialog med svindleren,« siger Michael Busk-Jepsen og fortsætter:

»Med telefonopkald og e-mail fra falske investeringsrådgivere og med falske hjemmesider, der viser 'investeringens' positive udvikling, får de bildt ofrene ind, at de er i færd med en lukrativ investering i bitcoins eller anden kryptovaluta. Men det hele er svindel. Og pengene forsvinder.«

Sune Gabelgård, leder for svindelbekæmpelse hos Mobilepay, vurderer over for TV 2, at der under Finans Danmarks opgørelse gemmer sig et meget stort mørketal.

Han har forsket i emnet, og han vurderer, at tusindvis af danskere siden 2015 har mistet et tocifret milliardbeløb til svindlerne.