Tre danskere forsøgte at krydse grænsen mellem Sverige og Norge fredag, men blev anholdt og idømt bøde.

Det koster tre danske statsborgere hver 10.000 norske kroner, at de torsdag ad to omgange forsøgte at krydse grænsen mellem Sverige og Norge.

Det oplyser norsk politi i en pressemeddelelse fredag.

Først gjorde danskerne forsøget med at krydse ind i Norge fra en af de nordligste egne i Sverige på cykel. De blev dog afvist af Heimevernet, der står for grænsekontrollen ved Bjørnfjell i Nordland.

Da det ikke lykkedes som cyklister, spændte de tre danskere ski på fødderne.

En opmærksom hytteejer fik dog øje på de danske skiløbere og slog alarm til myndighederne.

Forsøget på cykel skete ved selve grænseovergangen, mens danskerne på ski tog chancen i et område, hvor der ikke er en kontrolpost.

Danskerne blev anholdt af politiet i Tromsø.

Her har de siden anholdelsen været i politiets varetægt.

Planen er, at de skal eskorteres tilbage til Danmark lørdag.

Det er de blevet informeret om, skriver politiet i meddelelsen. De er også blevet præsenteret for bøden på 10.000 norske kroner hver og har modtaget den.

En person i Tromsø er mistænkt for at have medvirket til de tre danskeres forsøg på at krydse grænsen. Det skal være sket ved at have hjulpet med at skaffe ski til danskerne.

Årsagen til afvisningen af danskerne ved grænsen er indrejserestriktioner indført i Norge i forbindelse med covid-19-epidemien.

/ritzau/