To danskere er i Polen tiltalt for at have svindlet med moms for 540 millioner. Sagen begynder onsdag.

To danskere risikerer ti års fængsel for momssvindel for over en halv milliard kroner. Det skriver Ekstra Bladet tirsdag.

Ifølge et 64-siders langt anklageskrift, som avisen er i besiddelse af, er de to forretningsmænd på henholdsvis 53 og 59 år tiltalt for blandt andet bedrageri, dokumentfalsk, organiseret kriminalitet og hvidvask af penge for samlet 540 millioner kroner.

Svindlen skal primært være sket i 2013 og 2014, skriver Ekstra Bladet.

Retssagen går i gang onsdag ved retten i Katowice i Polen. Det skyldes, at man formoder, at de to danskere har spillet en rolle i en international sag om svindel med moms, der samlet har kostet den polske stat et trecifret millionbeløb.

Ifølge Ekstra Bladet er de to tiltalt for paragraffer i den polske straffelov, der kan give mindst ti års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige.

Sagen kom første gang frem i offentligheden i foråret 2019. Det skete i et samarbejde mellem 35 europæiske medier. Heriblandt var Dagbladet Information og erhvervsmediet Finans i Danmark.

Sagen udløber af en række tidligere internationale svindelsager, hvor der ifølge myndigheder er snydt for milliarder af kroner.

I den pågældende sag har myndigheder i flere lande efterforsket omfattende momssvindel blandt andet med køb og salg af elektricitet.

De to danskeres momssvindel skal ifølge anklagemyndigheden være sket gennem selskabet Castor Energy. Selskabet opererede gennem et kontorhotel i Oslo.

Ifølge Ekstra Bladet har i hvert fald den ene af de to danske forretningsfolk siddet varetægtsfængslet i Polen, mens efterforskningen er skredet frem.

For den 53-årige mand skete det, efter at han i 2017 var blevet anholdt i Danmark, hvorfra han senere blev udleveret til Polen.

Her sad han varetægtsfængslet indtil december 2019, hvorefter han blev løsladt. Den 59-årige mand har undervejs været varetægtsfængslet i seks uger, skriver avisen.

/ritzau/