Det var nærmest idyllisk, da Henrik Svane med sin kone og søn fredag morgen kom kørende mutters alene med det svenske landskab som scene.

Men ud af det blå blev idyllen forvandlet til kaos, da familien befandt sig 13 kilometer fra færgen i Ystad.

Her lød der nemlig pludselig et kæmpe brag i familiens bil, og da Henrik et sekund efter stoppede bilen, var både han og konen indhyllet i små glassplinter.

På bagsædet var Henriks 14-årige søn uskadt, men han kunne til gengæld række en granitsten på cirka fem gange fem centimeter frem til sin far.

Her er et af de stenkast, som B.T. har beskrevet. Som i de fleste andre tilfælde kom det ud af det blå, da familien var på vej til Ystad.
Her er et af de stenkast, som B.T. har beskrevet. Som i de fleste andre tilfælde kom det ud af det blå, da familien var på vej til Ystad.
Vis mere

»Det var meget voldsomt, og vi anede ikke, hvad der var sket. For der var ingen biler i nærheden,« fortæller Henrik Svane til B.T.

Hvad Henrik ikke vidste på daværende tidspunkt, var dog, at han efter alt at dømme var blevet en del af en uhyggelig statistik.

B.T. beskrev nemlig i går, hvordan en lang række danskere har oplevet at blive ramt af sten eller andre uidentificerbare genstande, når de har været på vej til færgen i Ystad.

Og siden har endnu flere personer kontaktet os for at fortælle, at de har oplevet det samme mellem især Skurup og den svenske færgeby.

Her er en af de sten, der er blevet kastet ind i en dansk bilists bil.
Her er en af de sten, der er blevet kastet ind i en dansk bilists bil. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men hvordan kan det lade sig gøre, at de her kriminelle og voldsomt farlige angreb har kunnet finde sted i flere uger nu?

Det har B.T. spurgt det svenske politi om.

»Vi blev først bekendt med det her i går morges, og nu har vi fire anmeldelser om det. Vi vil gerne opfordre alle danskere til at anmelde det, og hvis man oplever det fremover, skal man ringe 112 med det samme, så vi kan komme derud,« fortæller Ewa-Gun Westford, der er talsperson hos Region Syd hos det svenske politi.

Hun oplyser, at man tager henvendelserne meget seriøst, og at hun har kontaktet den lokale afdeling for at få sat et ekstra operativt fokus på det.

»Det er fuldstændig forkasteligt at gøre. Det kan ramme nogen, der bliver alvorligt skadet og måske kører af vejen,« siger Ewa-Gun Westford.

Og netop det kan Henrik Svane skrive under på. Han fandt nemlig efterfølgende ud af, at det var få centimeter fra, at det var gået helt galt.

»Vi kan se, at stenen har kysset det ene sæde, så vi snakker altså om, at den skulle have ramt lidt mere til venstre eller højre, før den havde ramt en af os i hovedet. Og der er altså fart på,« siger Henrik.

Efter stenkastet trillede Henrik og familien de sidste 13 kilometer til færgen i Ystad, hvor han og konen fik tid til at sidde og pille utallige glassplinter ud af deres ben og arme.

Henrik Svane kunne pille glasskår ud i løbet af torsdagen.
Henrik Svane kunne pille glasskår ud i løbet af torsdagen. Foto: Privatfoto
Vis mere

På solskinsøen skulle de besøge en efterskole til deres søn, og her kunne en lærer fortælle dem, at familien ikke stod alene med oplevelsen, da der på en Facebook-gruppe var flere andre, som havde berettet om samme ubehagelige oplevelse.

Og så vidste Henrik, hvad klokken var slået. At de var blevet udsat for et decideret angreb.

»Jeg arbejder i en bilvirksomhed og har ekspederet op mod 10.000 værkstedsbesøg. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange en sten er røget gennem ruden, og i mit tilfælde strøg den lige igennem. Den er sendt afsted med en voldsom fart, og det er sket fra den modsatte side af vores kørebane. Det er helt vanvittigt,« siger Henrik.