Han nægtede at tage til Danmark frivilligt. Men nu har de svenske myndigheder udleveret en 20-årig dansk mand, der ved ankomst til det danske kongerige blev anholdt.

Onsdag formiddag aflagde han så Dommervagten ved Københavns Byret et visit. Han er nemlig mistænkt for at have været involveret i et drab begået på åben gade på Vesterbro i starten af februar.

Og mistanken er begrundet, vurderede dommeren ved grundlovsforhøret, der besluttede at varetægtsfængsle ham i 14 dage. Han slutter sig dermed til to svenskere, der allerede er bag tremmer i sagen.

For præcis en uge siden var det nemlig de to mænd på henholdsvis 18 og 35 år, der tog plads i Dommervagten.

Et større område på Vesterbrogade blev spærret af som følge af drabet 4. februar på den svenske bandefigur. Foto: Presse-fotos.dk
Et større område på Vesterbrogade blev spærret af som følge af drabet 4. februar på den svenske bandefigur. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Størstedelen af grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, men inden pressens fremmødte blev sendt ud, blev den lange sigtelse om et særdeles groft drab læst op.

Her lød det, at de tre mænd i fællesskab med flere ukendte personer som led i en konflikt mellem to bandegrupperinger er mistænkt for at stå bag det nøje planlagte drab på 36-årige Salam Al-Jawahiri.

Mens den 35-årige er mistænkt for at have vejledt og instrueret drabet, er det politiets formodning, at de to unge mænd stod for selve udførelsen om aftenen 4. februar.

I sigtelsen lyder det, at de den 18-årige og 20-årige godt et kvarter, før de dræbende skud blev affyret omkring 20.35, mødtes med den 36-årige på Hovedbanegården.

Sammen kørte de herefter i den nu dræbtes bil, som blev parkeret ved Kaalundsgade. Og ikke længe efter lød skuddene så. Lige på hjørnet af Kaalundsgade og Vesterbrogade. Den 36-årige blev ramt i baghoved, hånd og balle. Og døde kort tid efter.

De to unge mænd skulle herefter være flygtet ad Oehlenschlægersgade. Ud i den københavnske nat. Og siden videre til Sverige, hvor de i sidste uge blev anholdt.

Mens den 20-årige dansker altså ikke ønskede komme hjem til Danmark, lod de to svenskere sig frivilligt udlevere.

Det var dog kun den ene af dem, der ønskede at udtale sig under grundlovsforhøret i sidste uge. Begge nægtede de sig skyldige.

Den svenske bandefigur Salam Al-Jawahiri, 36, blev skudt ned og dræbt 4. februar 2022 på Vesterbro i København. Ifølge politiet i et opgør med fjender fra det svenske bandemiljø.
Den svenske bandefigur Salam Al-Jawahiri, 36, blev skudt ned og dræbt 4. februar 2022 på Vesterbro i København. Ifølge politiet i et opgør med fjender fra det svenske bandemiljø. Foto: Svensk politi
Vis mere

Det er politiets mistanke, at drabet på den 36-årige har baggrund i en konflikt mellem den såkaldte Imadgruppe og en gruppering kaldet Krokbäcks.

Om ikke andet skulle drabet være egnet til at fremkalde en konflikt mellem dem, lyder det i sigtelsen. Konflikten var dog ikke den første, det 36-årige drabsoffer spillede en kedelig hovedrolle i.

Med udgangspunkt i svenske medier har  B.T. tidligere kunnet oplyse, hvordan det 36-årige drabsoffer Salam Al-Jawahiris bandetilknytning tidligere har været tæt på at koste ham livet.

I foråret 2020 havde bandefolk nemlig nøje planlagt likvideringen af ham. Drabet skulle ske på et hotel i Ängelholm nord for Helsingborg. Lige for øjnene af den 36-åriges familie.

Svensk politi fik dog nys om mordkomplottet, der var planlagt via det, de kriminelle troede, var en sikker chattjeneste. Derfor stod politistyrker klar, før likvideringen blev en realitet.