En 32-årig, dansk motorcyklist er død i en motorcykelulykke i Tyskland.

Det bekræfter Udenrigsministeriet over for B.T.

Ifølge det tyske medie Tag 24 indtraf dødsulykken, da en 57-årig mand ville dreje ud fra en parkeringsplads i Harzen.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Da manden kørte ud fra parkeringspladsen i sin sorte Kia, havde han tilsyneladende ikke set den 32-årige dansker, der under en overhaling kørte direkte ind i siden på bilen.

Den lokale politichefinspektør Thomas Springer siger til mediet, at danskeren døde på stedet af sine alvorlige kvæstelser.

Danskere var ifølge Tag 24 afsted med flere andre motorcyklister, da ulykken skete fredag eftermiddag.

Ulykken skete på strækningen mellem de tyske byer Braunlage og Elend tæt på grænsen til delstaten  Niedersachsen i det centrale Tyskland.

I det danske udenrigsministerium  oplyser pressevagten i Borgerservice lørdag eftermiddag til B.T., at Udenrigsministeriet  kan bekræfte, at en dansk statsborger er omkommet i en trafikulykke i Tyskland.

»Pårørende er underrettet. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan ikke give yderligere oplysninger,« lyder det videre.