En  23-årig, dansk statsborger er havnet bag tremmer i et af de hårdeste fængsler i Polen.

Det skriver det danske nyhedssite Mr. East, der holder øje med nyheder fra Øst- og Centraleuropa.

Den danske statsborger blev forleden af en polsk dommer varetægtsfængslet for tre måneder.

Han sigtes for væbnet røveri, for brugstyveri og for ikke at følge politiets anvisninger.

Det skete efter, at han var blevet anholdt ved en kort, men dramatisk politijagt i den sydlige del af Polen.

Her forsøgte han at flygte fra polske politifolk på en stjålet knallert, efter at han ifølge polske medier havde begået røveri ved at true beboerne i en ejendom i byen Cmolas med en skruetrækker.

Under flugten på en knallert nægtede han angiveligt at følge politiets ordrer om at stoppe, men det lykkedes til sidst politifolkene at få ham standset og overmandet.

Efter at anholdelsen af den 23-årige dansker er han nu blevet anbragt i varetægt i fængslet i byen Rzeszow.

Fængslet rummer ifølge Mr. East nogle af de hårdeste forbrydere i Polen, og huser i øjeblikket 1200 indsatte under barske vilkår.

Der er streng disciplin fra morgen til aften, og de indsatte skal arbejde under deres ophold i fængslet, hvor man producerer møbler.