En bus med danske turister om bord forulykkede mandag aften nær den tyrkiske by Antalya. Bussen ramte en personbil med en dansk fører, som er afgået ved døden.

En dansk mand er afgået ved døden efter en tragisk trafikulykke i Tyrkiet. Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for bt.dk.

Ulykken skete, da en bus med 40 danske feriegæster ombord kørte sammen med en personbil med en dansk chauffør bag rattet. Mens den danske fører af personbilen blev bragt til hospitalet, kunne de danske busturister efterfølgende køre uskadt fra stedet og videre mod feriedestinationen Alanya.

- Føreren af personbilen er dansk statsborger, og er afgået ved døden som følge af ulykken. Personerne i minibussen kom ikke noget til, siger Ole Neustrup, souschef ved Udenrigsministeriets Borgerservice til bt.dk.

Ole Neustrup ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvorvidt der var flere danskere i personbilen.

- Jeg kan kun sige, at vores ambassade er på sagen, og bistår de pårørende, siger han.

Ifølge vidner kørte bussen mandag aften over for rødt lys, hvor den ramte personbilen. En oplysning som Udenrigsministeriets Borgerservice dog ikke ønsker at bekræfte.

Buspassagererne fløj mandag formiddag fra Kastrup Lufthavn til Antalya i Tyrkiet. Det var det danske rejsebureau Scanway, som skulle stå for den videre transport fra lufthavnen og til det endelige feriemål i Alanya.

- Bussen var en, som vi havde lejet af et tyrkisk busselskab, og chaufføren var ligeledes lokal, siger kommunikationschef i Scanway, Morten Ravn, som endnu ikke ved, hvor mange gæster der var ombord på bussen.

- Vi har tilbudt alle vores gæster både lægehjælp og psykologhjælp. Indtil videre har alle dog afslået at gøre brug af tilbuddet, men hvis der senere skulle opstå et behov for det, står vores tilbud fortsat ved magt. Alle har valgt at fortsætte deres ferie, siger Morten Ravn.

Efter ulykken blev to af de danske charterturister afhørt af tyrkisk politi, ligesom også chaufføren måtte afgive forklaring. Afhøringen gav dog i går ikke anledning til anholdelse af chaufføren.

Turen fra lufthavnen til feriemålet Alanya varer normalt omkring to og en halv time. Midtvejs er der en pause, men ifølge Morten Ravn, nåede gæsterne aldrig så langt.

- Ulykken skete inden pausen, cirka. klokken 16.30 dansk tid.

VED DU NOGET? SKRIV TIL 1929@BT.DK