En 46-årige dansker er blevet anholdt i den kendte thailandske ferieby Phuket. Det skete, da danskeren var ved at boarde et fly på vej mod København. På sig havde manden 1,6 kilo heroin.

Det var ved et ganske almindeligt rutine-tjek i lufthavnen i Phuket, den 46-årige dansker blev stoppet.

Her fandt sikkerhedsfolk i lufthavnen fire poser med i alt 1,6 kilo bundet rundt om danskerens liv.

Efterfølgende blev han anholdt af politiet, som bragte ham til den lokale politistation.

»Han (navnet udeladt, red.) blev stoppet og gennemsøgt ved et sikkerheds check-point på hans vej til immigrationsskranken. Under hans blå skjorte fandt vi 1,6 kilogram heroin - bundet rundt om hans liv,« siger en talsmand fra Phukets lufthavn til lokale medier.

Kender du noget til sagen, så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Danskeren har tilstået
En talsmand fra det lokale politi siger til lokale medier, at danskeren har indrømmet, at stofferne tilhørte ham. Men de indleder stadig en eftersøgning i sagen.

»Han (navnet udeladt, red.) indrømmede, at han viklede heroinen rundt om livet med støtte fra et bælte for at fragte det hjem til sit hjemland,« forklarer politimanden.

Der er potentielt en meget høj straf for besiddelse og smugling af stoffer i Thailand. Hvis man pågribes med større mængder stoffer på sig, kan straffen være døden eller livstid.

Et af de lokale medier, der skriver om den 46-årige dansker, påpeger dog, at en dødsstraf ofte ender med at blive lavet om til et langt ophold i fængsel.

Under thailandsk lov hører heroin til i den såkaldte 'Kategori 1', når det kommer til stoffer. I den kategori finder man de stoffer, som giver de hårdeste straffe.

Det betyder, at strafferammen er fra 10 år i fængsel til dødsstraf. Afhængigt af om man besidder, smugler eller sælger stoffet.

Udenrigministeriets Borgerservice bekræfter overfor BT, at en dansk statsborger er blevet tilbageholdt i Thailand.

'Udenrigsministeriet/ambassaden kan bekræfte, at en dansk statsborger er tilbageholdt i Thailand. Ambassaden/konsulatet yder sædvanlig konsulært bistand.'

'Udenrigministeriet/ambassaden har tavshedspligt i personsager, og kan derfor ikke komme med yderligere oplysninger,' meddeler Udenrigsministeriets Borgerservice.

Foto: Google Maps
Vis mere

Andre læser også