Flere end 100 personer blev anholdt, da politiet i Thailand rykkede ud til bar på turistøen Koh Phangan.

En dansker er blevet anholdt i Thailand for at bryde landets coronarestriktioner i forbindelse med en fest på en bar.

Det bekræfter Udenrigsministeriet over for B.T.

Danskeren er én blandt flere end 100 personer, der blev anholdt tirsdag aften, da de festede på øen Koh Phangan. Øen er kendt for sine vilde fester, og de mange mennesker var samlet på baren Three Sixty.

Men også i Thailand er der indført skrappe restriktioner i forbindelse med coronaepidemien. Det er derfor ulovligt at mødes i større forsamlinger.

Ifølge aviserne The Guardian og Bangkok Post var der 89 udlændinge blandt de mange anholdte. En af dem er altså tilsyneladende danskeren. Derudover blev briter, amerikanere og schweizere pågrebet.

Politiet udførte razziaen, efter at man var blevet opmærksom på festen via blandt andet sociale medier.

Anledningen til festen var barens fødselsdag.

Betjente mødte op på stedet klokken 21.30 lokal tid. Her var de mange mennesker samlet i baren, hvor der blev spillet musik og solgt alkohol, skriver Bangkok Post.

Straffen for at bryde restriktionerne, der skal holde smitte med covid-19 nede, er fængsel i op til to år og en bøde på op til 40.000 baht - godt 8000 kroner.

Koh Phangan ligger i et større øhav i den sydlige del af Thailand. Øen er et populært mål for turister og unge backpackere, som blandt andet rejser til øen for at opleve de kendte "full moon"-strandfester.

I forbindelse med coronapandemien har Thailand dog lukket ned for turisme i landet.

Udenrigsministeriet i Danmark fraråder alle rejser til hele Thailand. Opfordringen har til hensigt "at minimere risikoen for smittespredning med nye covid-19-varianter."

/ritzau/