Tolderne i Hirtshals gjorde formentlig store øjne, da de tidligere i maj fandt store mængder narkotika under en stikprøvekontrol.

I hvert fald fandt tolderne over 14 kilo narkotika, som var skjult i en bil, under en aktion på Hirtshals Havn den 6. maj.

Bilen, der skulle om bord på en færge, viste sig at indeholde i alt otte kilo amfetamin og seks kilo hash, oplyser Toldstyrelsen i en meddelelse.

I første omgang var det chaufførens forklaring, som undrede tolderne, og derfor valgte de at tage bilen med til yderligere kontrol.

»Bilen blev gennemsøgt med toldhund, der viste interesse flere steder. Efter nærmere kontrol fandt vi de mange kilo narkotika bagest i bilen og pakket i flere lag vakuum, hvorefter politiet blev tilkaldt,« siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Michael Lund i meddelelsen.

Sagen med de 14 kilo narkotika er overdraget til politiet til videre efterforskning, supplerer man.

Toldstyrelsen oplyser samtidig, at man i løbet af 2022 tilbageholdt 50 kilo amfetamin og 555 kilo hash.

Generelt finder man narkotika i både flydende og fast form i alle typer varer og transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på skibe i havne og i postpakker i landets postcentre, oplyser Toldstyrelsen desuden.