En kæmpe lotto-skandale ruller i England, efter en mand fik udbetalt godt 20 millioner kroner med en falsk lottokupon. Så store sager ser vi ikke i Danmark, men det betyder ikke, at vi er fri for fup og svindel.

Hvert år oplever Danske Spil, at driftige danskere forsøger – og til tider har held med – at snyde sig til en gevinst, oplyser Danske Spil til B.T.

»Men det er sjældent, at folk snyder på en særlig klog eller overbevisende måde,« fortæller Marie Grabow Westergaard, pressechef for Danske Spil.

På B.T.’s opfordring har hun været en tur rundt i huset og indsamle eksempler på svindelnumre.

Der er eksempler på, at folk forsøger at klippe/klistre sig til ti juletræer på skrabekalenderen.
Der er eksempler på, at folk forsøger at klippe/klistre sig til ti juletræer på skrabekalenderen. Danske Spil

Mest banalt er klippe-klistre tricket på skrabelodder.

»Vi har for eksempel set forsøg på at klippe et juletræ ud fra en julekalender og klistre det ind på en anden, så der er ti juletræer. Vi har også set, at juletræet bliver tegnet på kalenderen. Men det virker ikke, fordi man ved at scanne loddet kan se, om der er gevinst på. Det er nemt at opdage,« siger Marie Grabow Westergaard.

I videoen over artiklen får du de fem vigtigste råd, som Danske Spil giver nybagte Lotto-millionærer.

Så er der svindel med lottotal.

Hvis Danske Spil har haft nedbrud på deres hjemmeside umiddelbart efter en lottoudtrækning, har de oplevet, at nogen skynder sig at spille de lottotal, som allerede er udtrukket. Efterfølgende klager de til Danske Spil og påstår, at de havde spillet kuponen, men at den ikke gik igennem på grund af nedbruddet.

Forsøg på lotto-svindel er nemt af afvise.
Forsøg på lotto-svindel er nemt af afvise. Danske Spil

»Vi kan altid se, hvornår et spil er spillet. Så det nytter ikke noget at spille, efter vindertallene er trukket. Det kan vi let afvise,« forklarer Marie Grabow Westergaard.

Mest omfattende er snyd med oddskuponer. Her er der tale om bander af organiserede svindlere.

»Når man vinder på en kupon og får pengene udbetalt, får man en lignende kupon som kvittering for, at pengene er udbetalt,« siger Marie grabow Westergaard.

»Så klipper svindlerne toppen af kuponen, hvor der står 'udbetalt', og afleverer den igen i en anden butik. Hvis butikken bare tager imod den, udbetaler beløbet og tænker, at de bare kører kuponen igennem maskinen senere på aftenen, er de blevet svindlet.«

Svindel med sportsbetting er mest omfattende og organiseret.
Svindel med sportsbetting er mest omfattende og organiseret. Danske Spil

Danske Spil anmelder alle sager til politiet, hvor der er udbetalt penge som følge af snyd.