To danske Bandidos-medlemmer, der i sidste måned blev anholdt syd for grænsen, mistænkt for at ville dræbe tidligere kammerater, sidder stadig varetægtsfængslet.

Siden juli har to danske Bandido-rockere siddet bag tremmer i den nordtyske havneby Rostock, og foreløbig er der ingen planer om at sætte mændene på fri fod.

Sammen med en svensk kollega er de mistænkt for at planlægge et attentat mod tidligere medlemmer af Bandidos. Det er en sag, der kræver en større efterforskning, oplyser tysk politi til Berlingske Nyhedsbureau.

- Efterforskningen i denne sag tager sin tid, og derfor sidder de tre mistænkte fortsat varetægtsfængslet. Et tidspunkt for en eventuel retssag er endnu uvist, fortæller anklager Maureen Wiechmann fra politiet i Rostock.

Af hensyn til efterforskningen er politiet yderst sparsom med oplysninger i sagen, men ifølge flere tyske medier havde rockerne angiveligt planlagt et bombeangreb på tidligere medlemmer af Bandidos, der har skiftet side til fordel for ærkerivalerne Hells Angels.

Dette motiv synes da også at stemme overens med sigtelsen, som blandt andet lyder på overtrædelse af loven om eksplosive stoffer.

Anholdelserne fandt sted i juli, hvor tysk politi stormede rocker-adresser i delstaterne Brandenburg, Sachsen og Baden-Württemberg på baggrund af et tip fra ordensmagten i Sverige.

Razziaerne førte til pågribelsen af de to danskere, som ifølge de tyske mediers oplysninger havde fragtet et kilo sprængstoffer til Tyskland for at dræbe tidligere Bandidos-rockere i Berlin.

Politiet frygter, at det planlagte angreb er et tegn på, at konflikten mellem de to rockergrupper i den tyske hovedstad er eskaleret og har bredt sig ud over Tysklands grænser - blandt andet fordi ordren til bombeattentatet skulle være udstedt fra Bandidos’ øverste europæiske ledelse.