Titale frafaldes, på trods af at manden har omskåret kvinderne i eget hjem, lyder det fra anklagemyndigheden.

Retssagen mod danske Peter Frederiksen i Sydafrika, der begyndte 14. august med 61 lovovertrædelser, er blevet reduceret til 38 lovovertrædelser, oplyser anklagemyndigheden.

Ifølge et anklageskrift skal Peter Frederiksen, der er våbenhandler, have afskåret klitorisser mod kvinders vilje i sit hjem i byen Bloemfontein. Her fandt politiet for to år siden 21 klitorisser i danskerens fryser.

Men de i alt 19 tiltalepunkter for skamfering og anklagen for at have opbevaret klitorisserne ulovligt er i Sydafrika blevet frafaldet, oplyser talsmand for anklagemyndigheden Phaladi Shupinng.

»Det strider imod vores nationale sundhedslovgivning, men fordi lovgivningen ikke tydeligt foreskriver, hvad straffen for overtrædelsen kan være, er anklagerne blevet frafaldet,« siger talsmanden.

Ifølge Sydafrikas National Health Act 61 er det ulovligt at fjerne menneskeligt væv uden for et hospital eller uden en skriftlig autorisation.

Dermed har Peter Frederiksen ifølge anklagemyndigheden overtrådt lovgivningen, fordi han hverken var læge eller foretog omskæringen af kvinderne på et hospital.

Men den manglende strafferamme ledte 14. september til, at anklagemyndigheden opgav denne del af tiltalen mod danskeren.

Det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om en anden lovgivning kan tages i brug.

»Vi ved ikke, om vi kan rejse nye tiltaler for omskæringen af kvinderne,« siger talsmanden fra anklagemyndigheden.

Det var på grund af fundet på klitorisserne, at Peter Frederiksen overhovedet blev anholdt i september 2015.

Bestilt lejemord, børneporno og ulovlig våbenbesiddelse er dog endnu blandt de 38 anklager mod den danske mand.

Peter Frederiksen er fortsat varetægtsfængslet, og der forventes tidligst dom i sagen i midten af november.

/ritzau/