To danske kvinder ser ud til at kunne få meget betydningsfulde roller i den spektakulære retssag, der mandag morgen blev indledt i Finland.
Her er den 52-årige dansker HH tiltalt for i september 1987 – altså for næsten 34 år siden – at være gået amok på et ungt tysk kærestepar på helikopterdækket på en færge fra Sverige til Finland.
En 20-årig mand blev slået ihjel med talrige slag i hovedet med en skarp slaggehammer, mens hans 22-årige kæreste overlevede samme behandling på et hængende hår. Hun lå bevidstløs i flere uger bagefter og fik blandt andet hugget en finger af ved det umotiverede overfald.
Det har hidtil været en stor hemmelighed, hvorfor finsk politi pludselig efter så mange år mener at have løst mordgåden fra 1987. I årene efter drabet blev HH kun betragtet som et nøglevidne, fordi han som dengang 18-årig spejderdreng tilsyneladende var den første, der opdagede de blodige ofre i deres soveposer på helikopterdækket.
Af finske retsdokumenter, som B.T. er i besiddelse af, fremgår det imidlertid, at to danske kvinder ser ud til at være meget vigtige brikker i den nye tiltale mod 52-årige HH.
Begge har haft et indgående kendskab og venskab med ham i flere år. Og over for begge kvinder har han tilsyneladende i fortrolighed indrømmet, at han stod bag det dødelige overfald på de to unge tyskere, der var på interrailtur.
Den ene af kvinderne har tidligere været gift med HH, mens den anden havde vundet hans fortrolighed som ansat i et af de fængsler, hvor han har tilbragt op mod 20 år af sit liv.
Efter en løsladelse havde han besøgt den fængselsansatte i hendes private hjem, da hun angiveligt føler sig som en slags reservemor for ham. Her havde han i fortrolighed lettet sig hjerte om det dødelige overfald i 1987, som tilsyneladende tyngede hans samvittighed.

Men samtidig gav han ifølge den 56-årige kvindes forklaringer til finsk politi udtryk for, at han ikke kunne blive hængt op på det gamle mord og mordforsøg, fordi de finske myndigheder ikke kunne bevise hans skyld.
Det prøver man så alligevel i disse dage i retten i Turku. Her skal begge de danske kvinder afhøres som vidner sammen med godt en halv snes andre personer.
Af retsmaterialet fremgår det også, at danskeren under afhøringer i august 2016 faktisk tilstod drabet uofficielt over for danske og finske politifolk i et dansk fængsel. Motivet skulle være at røve deres værdier.
Men i den finske retssal nægter han sig skyldig, og har forklaret, at han blot i nogle sammenhænge har pralet med at være morder, uden at det reelt er rigtigt.
Ved retssagens start er det kommet frem, at gerningsvåbnet efter politiets opfattelse var en såkaldt slaggehammer, der formentlig blev stjålet fra skibets kedelrum.

Hammeren var spids som en syl i den ene ende af hovedet og var formet som en mejsel i den anden ende. Selve våbnet er ikke fundet, men skaderne på de angrebne tyskere svarer ifølge retsmedicinerne til, at der kan være tale om en slaggehammer.
Den 16. august 2016 tilstod HH ifølge retsdokumenterne nærmest over for finske politifolk, som afhørte ham i et dansk fængsel, at han havde begået overfaldet, men han følte sig tilsyneladende sikker på, at han ikke kunne blive dømt for det.
Han erkendte at have haft en slaggehammer i hænderne på skibet og fortalte politifolkene, at det jo var nemt at kaste et gerningsvåben i havet fra færgen. Han kunne beskrive hammeren præcist og mente, at den var blevet brugt til at fjerne rust på skibet.
Han ville dog ikke direkte tilstå mordet af frygt for en lang fængselsstraf. Men da han blev vist billeder af den overlevende tyske kvinde, som stadig kæmpede med frygt og fysiske eftervirkninger fra det livstruende overfald, fortalte han, at politifolkene roligt kunne fortælle hende, at hun ikke længere behøvede være bange på nogen måde.

De unge tyskere var blot uheldige at have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det turde han angiveligt sige, fordi politiet aldrig ville være i stand til at bevise, at han var gerningsmanden, fremgår det af politifolkenes afhøringsrapport.
Og dagen efter gentog han i en samtale med flere danske og finske vidner i fængslets have, at politiet ikke længere behøvede at lede efter gerningsmanden. De var kommet til den rette, men han ville ikke formelt tilstå.
Hvis den 52-årige dansker kendes skyldig i tiltalen for mord og mordforsøg, vil anklagemyndigheden kræve ham idømt fængsel på livstid.