Danske drenges terrorplan vækker opsigt i Norden
De er på papiret blot teenagere, men er nu sigtet for gruopvækkende terrorplaner, som går hele norden rundt.

De er på papiret blot teenagere, men er nu sigtet for gruopvækkende terrorplaner, som går hele norden rundt.

Knive. Sprængladninger. Og en plan om at dræbe flere mennesker på en dansk skole.
Det er skræmmende læsning.
Og sagen om tre teenagedrenge, der er sigtet for terrorforsøg, vækker nu opsigt langt uden for Danmarks grænser.
Både svenske Expressen, norske NRK og finske Yle har kastet sig over den opsigtsvækkende sag.
'Danske teenagere mistænkt for at have planlagt skoleangreb,' skriver Expressen.
Drengene skal via Discord og Telegram have kommunikeret om et angreb mod Hadsten Skole i Østjylland.
Planen skal have været at såre og dræbe flere personer med knive og sprængladninger.
Politiet slog dog til, før den blev ført ud i livet. To af drengene blev anholdt i Østjylland, mens den tredje blev pågrebet i København.
Hos NRK bliver det fremhævet, at sagen kan have forbindelse til sadistiske internetfora.
Hvorfor netop Hadsten Skole angiveligt blev udset som mål, er fortsat uvist.
Det finske medie Yle beskriver planerne som et væbnet terrorangreb og fremhæver, at politiet nåede at anholde de tre unge, inden de kunne føre planerne ud i livet.
Alle tre drenge i alderen 15-16 år, som har dansk statsborgerskab, nægter sig skyldige.
Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre ved Retten i Randers, og drengene er blevet anbragt på en institution under sagen.
Politiet vurderer, at der ikke længere er fare for den pågældende skole, og at der ikke er grund til at tro, at flere personer er involveret