Regeringens nye bandepakke, som blev præsenteret på et pressemøde onsdag, får pæne ord med på vejen fra en af de organisationer, som ellers nu kan se frem til at blive kigget yderligere over skulderen.

Det er De Danske Bilimportører, som erklærer sig 'begejstret' over udsigten til skærpet kontrol i leasingbranchen samt en mulig licensordning.

»Vi repræsenterer den del af branchen, hvor medlemmerne har orden i penalhuset,« siger Mads Rørvig, som er direktør hos De Danske Bilimportører til B.T.

»Vi er enige med regeringen i, at især banderne udnytter reglerne til at begå kriminalitet i et betydeligt omfang,« konstaterer Mads Rørvig desuden.

»Det er ikke kun os, der vurderer, at omfanget er betydeligt. Det siger både politiet og skattemyndighederne også,« siger han.

Mads Rørvig forklarer, at det i dag er 'alt for nemt' for alle og enhver at oprette et leasingselskab, som kan benyttes til at begå kriminalitet.

Derfor håber han, at regeringens bandepakke, som lover skærpet kontrol med branchen samt en licensordning, vil sørge for, at der bliver ryddet op.

»Som det er i dag, kan enhver privatperson oprette et leasingselskab. Og hvis man ellers kan undgå stikprøvekontrol, så kan man nærmest selv beslutte, hvor meget en bil er værd i Danmark, og hvor meget, der derfor skal betales i afgift,« forklarer Mads Rørvig.

»Hvis alle kan oprette det selskab, så skriger det til himlen, at der er åbent for kriminalitet. Statskassen står på vid gab,« konstaterer han.

Hvis man selv kan værdisætte en bil unaturligt lavt, kan man mindske afgiften, og dermed snyde i skat. 

Mads Rørvig, direktør hos De Danske Bilimportører
Mads Rørvig, direktør hos De Danske Bilimportører Foto: De Danske Bilimportører
Vis mere

Derfor håber han nu på, at de nye tiltag kan bane vejen for en oprydning.

»Vi håber i første omgang på en styrket stikprøvekontrol, og hvis man derudover har en licensordning, som gør, at der er visse krav til hvem der opretter leasingselskaber, og hvordan man gør det, så kan man sætte effektivt ind – især over for banderne,« siger Mads Rørvig.

»Det er jo heller ikke alle og enhver, der kan åbne en bank og begynde at låne penge ud,« tilføjer han.

I den aftaletekst, som SMV-regeringen samt Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er blevet enige om, 'at der skal sættes hårdt ind over for de brodne kar i leasingbranchen, og at det undersøges, hvordan kontrollen med leasingbranchen kan styrkes yderligere.'

Samtidig er partierne enige om, at det skal undersøges 'hvordan der kan indføres en licensordning for virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer.'

Du kan læse meget mere fra onsdagens pressemøde her.