Danske Banks filial på Hvidovrevej i Hvidovre vest for København er mandag eftermiddag blevet udsat for et røveri.

»Klokken 13.10 får vi en anmeldelse om, at en maskeret mand har truet personalet i banken med en pistollignende genstand,« siger Lars Andersen, der er pressetalsmand ved Københavns Vestegns Politi.

Røveren lykkes med sit forehavende og stikker af, da han har fået pengene udleveret.

På vejen derfra taber han den pistollignende genstand.

»Han bliver eftersat af tre gode borgere, som pågriber ham på Hvidovregade lige i nærheden. De tilbageholder ham. Meget kort tid - få minutter - efter er der en patrulje, der når frem til stedet,« siger Lars Andersen.

Ifølge politiet er der formentlig tale om en mand i 20'erne.

Han er endnu ikke identificeret, men er anholdt og skal nu afhøres, hvorefter det bliver afgjort, hvorvidt han fremstilles i grundlovsforhør. Det er der kutyme for i røverisager, men det sker formentlig tidligst tirsdag formiddag.

Det er endnu ukendt, hvor mange penge det lykkedes manden at slippe af sted med. Banken er lukket resten af mandagen.