Den danske syrienkriger Ahmad Salem el-Haj er ankommet til København, hvor han er blevet anholdt.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at den 28-årige danske statsborger blev anholdt, da han ankom til Københavns Lufthavn.

'En 28-årig dansk statsborger blev mandag eftermiddag anholdt, da han landede i Københavns Lufthavn med et fly fra Tyrkiet, hvor han netop var blevet løsladt fra et udsendelsescenter,' lyder det.

Ahmad el-Haj (anden person fra venstre) er kendt fra en video, hvor han skød til måls efter billeder af danske politikere.
Ahmad el-Haj (anden person fra venstre) er kendt fra en video, hvor han skød til måls efter billeder af danske politikere. Foto: framegrab / youtube
Vis mere

Den danske syrienkriger, har tidligere siddet fængslet i Tyrkiet for at tilslutte sig Islamisk Stat. Og derfor har det været et spørgsmål, hvad den danske anklagemyndighed ville sigte ham for, når og hvis han kom til Danmark.

Men af Københavns Politis pressemeddelelse fremgår det, at han sigtes for straffelovens § 114, stk. 3, der omhandler terrorisme samt frihedsberøvelse.

Samtidig sigtes han for straffelovens § 136, stk. 1, der omhandler tilskyndelse til forbrydelse.

Ahmad Salem el-Haj bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret tirsdag. Her ønskes han varetægtsfængslet.