En 39-årig sygeplejerske har erkendt, at han to gange har misbrugt sin stilling til at få udleveret receptpligtig medicin på sygehuset i Aabenraa.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sygeplejerske fra Aabenraa er ved Retten i Sønderborg blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel samt frakendelse af rettigheden til at virke som sygeplejerske i et år for at have misbrugt sin stilling.

Sygeplejersken bedrog en kollega på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa til at udlevere receptpligtig medicin.

Den 39-årige har erkendt forholdet og modtog dommen.

Sygeplejersken har erkendt, at vedkommende i to tilfælde i november 2020 på sin arbejdsplads, Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, mødte op i sin sygeplejeuniform, selvom vedkommende ikke havde et lovligt ærinde, og uretmæssigt fik udleveret receptpligtig medicin.

Sygeplejersken bedrog en ansat på en anden afdeling til at udlevere medicinen under påskud af, at det var til sygeplejerskens egen afdeling, selvom det var til eget forbrug.

Dommen blev afsagt torsdag i sidste uge.