En soldat, der er dømt for voldtægt af kvindelig kollega, har anket dommen til frifindelse.

På en militærbase i Afghanistan blev en kvindelig, dansk soldat sidste år voldtaget af en mandlig kollega.

Det fremgår af dommen fra en enig domsmandsret ved Retten i Glostrup. Manden er fredag idømt to år og seks måneders fængsel.

Ifølge domsmandsretten er det bevist, at den mandlige soldat på en terrasse på militærbasen pressede kvinden ned mod en solseng og tvang sig til samleje. Selv om kvinden prøver at skubbe ham væk og siger stop gentagne gange.

- Vi har fundet forurettedes forklaring troværdig, lyder det fra dommer Jakob Friis Nólsoy ved domsafsigelsen.

Det har ikke været muligt for offentligheden at få indsigt i detaljer om, hvordan kvinden oplevede episoden, som nu har medført en voldtægtsdom.

Da retssagen begyndte fredag, efterkom retten bistandsadvokat Pernille Blochs ønske om, at kvindens forklaring skulle gives bag lukkede døre.

Vidner har imidlertid fortalt, hvordan kvinden efter hændelsen var stærkt påvirket af, hvad der var foregået.

Både den mandlige soldat og hans kvindelige kollega har fortalt om et samleje mellem de to, der varede en til to minutter.

De er også enige om, at de i månederne forinden har haft et forhold, der var fortroligt og til dels intimt.

Men spørgsmålet om, hvorvidt samlejet var frivilligt, har der været uenighed om. Og det var netop det, både forsvarer og anklager lagde vægt på under den afsluttende procedure.

Anklager Christina Barnow har argumenteret for, at fordi kvinden ifølge vidneforklaringer blev ved med at sige stop, og manden alligevel fortsatte samlejet, er der tale om voldtægt.

- Det er ikke i min verden formildende, at man er gode venner, at man har kysset, og at man har været tiltrukket af hinanden.

- Der er ikke rabat på straffen, bare fordi man kender hinanden, sagde hun.

Imens mente forsvarer Jacob Buch-Jepsen, at kvindens forklaring ikke var stærk nok, og at man skulle lade tvivlen komme den tiltalte til gode.

- Kan det afvises, at min klient har misforstået signaler undervejs? Nej, det mener jeg ikke. Det er i bund og grund også sådan, jeg opfattede forurettedes spontane forklaring, sagde han under sin procedure og tilføjede:

- Da hun ændrede tonefaldet, og det gik op for ham, stoppede han.

Ud over fængselsstraffen skal den mandlige soldat også betale tortgodtgørelse på 100.000 kroner til sin kvindelige kollega.

Han har anket dommen til frifindelse.

Et navneforbud for manden er desuden blevet opretholdt indtil videre.

/ritzau/