En dansk skuespiller, som har haft flere større roller i både film og tv-serier, er blevet tiltalt for at have været del af et inkassohold, som med trusler om grov vold krævede flere hundrede tusind kroner af deres offer.

Det fremgår af sagens anklageskrift, som anklagemyndigheden i Københavns Politi sendte til Københavns Byret i begyndelsen af november, og som Ritzau nu har fået en kopi af.

Skuespilleren er aldersmæssigt i 30'erne og er omfattet af et navneforbud. Det er derfor strafbart at bringe detaljer, som vil afsløre hans identitet.

Ud over skuespilleren er en entreprenør og en fragtmand under anklage i sagen. Alle nægter sig skyldige.

Sagen drejer sig om en påstået gæld, som sagens offer angiveligt havde til entreprenøren.

I en periode fra januar til marts sidste år overvågede entreprenøren efter anklagemyndighedens opfattelse offerets bil med en gps-tracker, og det var inden for samme periode, at den øvrige kriminalitet ifølge anklagemyndigheden fandt sted.

Ifølge anklageskriftet lykkedes det mændene at få offeret til at overføre en kvart million kroner til entreprenørens konto. Derudover forsøgte gerningsmændene at få offeret til at betale resten af gælden på 125.000, lyder det i anklageskriftet.

Som om det ikke var nok, krævede mændene ifølge anklagemyndigheden også, at offeret skulle betale en bod på 25.000 kroner samt daglige dummebøder på 5000 kroner, indtil gælden var indfriet.

Og det var ikke betalingspåmindelser og rykkerbreve i almindelig forstand, der blev anvendt, hvis man skal tage anklageskriftets beskrivelser for pålydende.

Under et møde på caféen Original Coffee på Göteborg Plads i Københavns Nordhavn den 3. februar om eftermiddagen lød det ifølge anklageskriftet blandt andet:

- Jeg stikker dine øjne ud. Jeg skærer fandeme dine øjne ud nu. Vi tager dine bilnøgler og din telefon nu. Så trækker vi dig udenfor og slår dig ihjel. Dine børn er heller ikke fredede.

Cirka en time senere opsøgte mændene igen deres offer, da han hentede sin søn ved sønnens skole. Mændene parkerede ifølge anklageskriftet foran offeret, men tog ikke kontakt.

En uge senere blev offeret ifølge anklageskriftet truet telefonisk, og den 25. februar opsøgte skuespilleren og fragtmanden ifølge anklageskriftet manden igen, hvor de krævede betaling og angiveligt skulle have sagt:

- Jeg kan jo godt køre rundt og forfølge dig og din søn i børnehaven og skyde ind igennem jeres bilruder, når du ikke vil tale.

Truslerne fortsatte om aftenen den 7. marts, hvor offeret var i sommerhus med sin kæreste i Kirke Hyllinge. Her havde gerningsmændene ifølge anklageskriftet forsøgt at komme ind i huset og havde affyret et skud fra en løsskudspistol mod kæresten.

Mændene er i forbindelse med forløbet omkring gældsindrivelsen tiltalt efter straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang. Der er derudover rejst tiltale efter straffelovens trusselsparagraf angående det løse skud.

Kravet om bod og dummebøder falder efter anklagemyndighedens opfattelse ind under lovens paragraf om afpresning.

Der er endnu ikke fastlagt datoer for retssagen.

/ritzau/