En dansk skuespiller risikerer at måtte afbryde sin karriere i mange år for at sidde bag tremmer.

Han er anklaget for at spille en central rolle i en kæmpe narkosag, hvor han efter politiets opfattelse på kun et halvt år modtog og opbevarede ikke mindre end 130 kilo kokain.

Forsendelserne på 13 kilo kokain ad gangen modtog han typisk i picnickurve, som han fik overdraget fra en udenlandsk lastbil eller varebil ved parkeringspladser på den københavnske vestegn.

Den godt 30-årige mand, der har medvirket i flere film, kørte bagefter kokainen hjem til sin lejlighed i København. Og derfra distribuerede han efterfølgende narkoen videre til adskillige ukendte personer.

Betalingen fra aftagerne af de mange kilo kokain havde skuespilleren dog ikke noget at gøre med. 

Pengene blev i stedet indsamlet af en medgerningsmand, der også havde været med til at indgå aftaler med udenlandske leverandører om køb og levering af kokainen i Danmark.

Det fremgår af den såkaldte retsmødebegæring i straffesagen, som B.T. har fået aktindsigt i hos NSK – politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet.

Selve retssagen skal på onsdag afvikles i Københavns Byret, hvor skuespilleren efter planen vil erkende politiets anklager mod ham i en tilståelsessag, hvilket sandsynligvis vil komme ham til gode i forhold til strafudmålingen.

Han har op til retssagen været varetægtsfængslet siden i sommer. Ved grundlovsforhøret i Københavns Byret i juni blev der nedlagt navneforbud for ham og et par øvrige anholdte i sagen.

Derfor vil det være strafbart, hvis B.T. eller andre offentliggør oplysninger, der samlet set kan røbe hans identitet forud for den planlagte tilståelsessag.

Ifølge retsmødebegæringen fik den nu fængslede skuespiller i perioden fra oktober sidste år til april i år blandt andet overdraget de kokainfyldte picnickurve fra en udenlandsk lastbil ved Aldis tidligere centrallager på Rørgangen i Karlslunde, ved parkeringspladsen ud for McDonald's på Solrød Motelvej i Karslunde, ved Nemlig.coms lager på Banemarksvej i Brøndby samt på et ukendt sted i Ringsted.

Skuespillerens tilståelsessag vil være den seneste af talrige andre sager i beslægtede narkokomplekser, hvor der har været et vidt forgrenet persongalleri. 

I nogle af de tidligere tilståelsessager vedrørende over 100 kilo kokain er der blevet afsagt domme med et strafniveau på 11-12 års fængsel.