Dansk politi og domstole går fri af globalt Microsoft-nedbrud
Politiet oplever ingen problemer som følge af et nedbrud, der gør, at mange borgere ikke kan tilgå deres mail.
Politiet oplever ingen problemer som følge af et nedbrud, der gør, at mange borgere ikke kan tilgå deres mail.
Borgere og virksomheder over hele verden oplever problemer med at komme ind i deres mails, men nedbruddet hos Microsoft er ikke gået ud over dansk politi, der ingen problemer oplever.
Det bekræfter Rigspolitiet over for Ritzau.
- Hvis borgere vil sende mails til politiet, og de benytter Outlook, kan der selvfølgelig være problemer, men de kan altid ringe eller dukke fysisk op. Vi modtager alt det, der bliver sendt, siger Rigspolitiet til Ritzau.
Fredag ved 10.30-tiden oplyser Domstolsstyrelsen desuden, at de danske domstole tilsyneladende også er sluppet for problemer.
- Vi har ingen meldinger om vanskeligheder ved retterne, oplyser styrelsen til Ritzau.
Nedbruddet hos Microsoft begyndte torsdag aften og påvirker forskellige tjenester, herunder Outlook og Teams.
Omkring klokken 10.15 oplyser Microsoft, at der er tegn på stabilisering, men at kapaciteten ikke er tilbage til normalt niveau.
RITZAU