Rigspolitiet har bedt politikredsene om at skærpe opmærksomheden på jødiske lokaliteter efter angrebet i Australien.

Det oplyser DR og TV 2.

Samtidig øges opmærksomheden ved julemarkeder, oplyser Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Man følger situationen i Sydney tæt, står der i en mail til Ritzau.

I forvejen har politiet en særlig opmærksomhed på jødiske lokaliteter, hvilket skyldes en generel vurdering fra PET.

Men søndagens angreb på jøder på Bondi Beach i Sydney har altså medført en opfordring til politikredsene om at være ekstra årvågne.

Angrebet i Australien har kostet mindst 12 mennesker livet, mens 29 meldes såret.

En af døde er den ene af flere formodede gerningsmand.

Skyderiet var ifølge de australske myndigheder rettet mod jøder, som var samlet på den første dag i højtiden hanukkah.

PET skriver i en mail til Ritzau, at det blodige angreb ikke fører til, at terrortruslen i sig selv vurderes til at være alvorligere i Danmark.

Niveauet er fortsat "alvorlig", hvilket er niveau fire ud af fem.

Men PET har - "i samarbejde med relevante danske myndigheder" - styrket eksisterende sikkerhedstiltag ved udvalgte israelske og jødiske interesser i Danmark.

Desuden er der skærpet opmærksomhed ved julemarkeder.

I øvrigt er PET i dialog med Det Jødiske Samfund i Danmark, fremgår det af mailen.

/ritzau/