Dansk politi har i København deltaget i en tysk efterforskning om planlægning af angreb mod israelske og jødiske mål.
Det oplyser den tyske anklagemyndighed i en pressemeddelelse onsdag.
En mistænkt mand med libanesisk baggrund blev pågrebet, da han tirsdag aften ankom til Tyskland fra Tjekkiet. Han mistænkes for at være medlem af Hamas.
Han sigtes for at have anskaffet otte pistoler, en automatriffel samt mere end 600 stykker ammunition, som blev overbragt til en anden mand i Berlin.
Disse våben indgik - ifølge sigtelsen - i planlægningen af et eller flere angreb på israelske eller jødiske mål i Tyskland.
Denne person blev anholdt 1. oktober, oplyser den tyske anklagemyndighed.
Tidligt onsdag morgen foretog dansk politi ransagning på adressen hos den libanesiske mand i København. Der skete også ransagning hos en anden mistænkt i Danmark.
/ritzau/
