Sydøstjyllands politi oplyser nu, at en mand er blevet anholdt i Ungarn i forbindelse med sagen om den 15-årige pige, der i sidste uge var efterlyst. 

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Videre lyder det, at Sydøstjyllands politi har efterforsket sagen, siden pigen forsvandt fra sin bopæl. Anholdelsen er foretaget på baggrund af en dansk udstedt europæisk arrestordre.

»Anholdelsen er et vigtigt skridt i efterforskningen, men der er fortsat en række forhold, som vi arbejder på at få klarlagt.« 

»Derfor fortsætter efterforskningen. Af hensyn til den igangværende efterforskning har Sydøstjyllands politi ikke mulighed for at oplyse nærmere om konkrete efterforskningsskridt i sagen,« lyder det fra vicepolitiinspektør Christian Skyt fra Sydøstjyllands politi.

Sydøstjyllands politi har begæret manden udleveret fra Ungarn til Danmark.

Den 22-årige ungarske mand er blevet fængslet og sigtet for kvalificeret frihedsberøvelse og er midlertidigt varetægtsfængslet i Ungarn. Han er mistænkt for at have 'etableret et forhold til den danske pige med henblik på at senere begå en seksualforbrydelse mod hende'. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra en ungarsk domstol. 

Han er ifølge det ungarske retssystem sigtet for kidnapning, frihedsberøvelse eller gidseltagning, misbrug af et barn og besiddelse af overgrebsmateriale af børn. 

Efter mere end to døgns forsvinden blev den 15-årige pige fra Hedensted fundet i Ungarn tæt på den Rumænske grænse. 

Den 22-årige mand blev efterfølgende sigtet in absentia under et grundlovsforhør i Danmark, hvor der under retsmødet først blev begæret om dobbelt lukkede døre i sagen. 

Dog besluttede en dommer at nedlægge referatforbud under retsmødet, som omhandlede kvalificeret frihedsberøvelse.