Helt almindelige danskere, der hygger sig med internetpoker søndag eftermiddag, kan også være i fare for at blive angrebet af kriminelle. Det forklarer it-sikkerhedsekspert Jan Kaastrup. Han understreger, at han hverken kan eller vil udtale sig om den konkrete sag.

»Mange bække små gør en stor å, kan man sige. Så det er ikke usandsynligt, at kriminelle vil målrette deres angreb mod hyggespillere,« siger Jan Kaastrup, der er teknisk direktør i it-sikkerhedsfirmaet CSIS.

I svindelsagen, hvor en lille gruppe professionelle pokerspillere angiveligt har været mål for omfattende kortsnyd, var der mange penge at hente fra få svindelofre. Ifølge Metroxpress var mindst et af ofrene udsat for et indbrud, hvor de mistænkte svindlere angiveligt installerede et overvågningsprogram, der gjorde dem i stand til at snyde i kortspillet.

Men angrebet kan være i meget mindre skala og uden den spionfilms-agtige planlægning, der er nødvendig for at få adgang til en bestemt persons computer.

Aflæser dine kort

Jan Kaastrup peger på, at det er teknisk muligt at sætte en computer til at snyde i poker helt automatisk. Hvis din computer er inficeret med en virus, der overvåger din computer, så vil de it-kriminelle helt automatisk både kunne aflæse dine kort og føre musen for din pokermodstander på internettet. Og så kan it-kriminelle godt tjene mange penge på at svindle almindelige mennesker.

- De kan være i stand til at systematisere svindlen. Så man kan sagtens forestille sig, at der er lavet en pokervirus. I de tilfælde vil der i den enkelte sag kun være tale om småpenge, men hvis man har mange ofre, kan det hurtigt blive til mange penge. Så i den henseende er der ingen forskel på høj og lav, siger Jan Kaa-strup.