Opdatering: Oprydningen er nu afsluttet efter færdselsuheldet på Rømødæmningen. To biler var impliceret i uheldet, hvorefter fem personer blev indbragt til behandling på sygehuse. Der er ikke oplysninger om, hvor alvorligt de er kommet til skade.

En færdselsulykke tirsdag eftermiddag betyder, at al trafik til og fra Rømø er indstillet lige nu.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til BT.

Ulykken er sket på Rømødæmningen tirsdag eftermiddag, og politiet modtog anmeldelsen klokken 15.07.

Vagtchef Ivan Gohr Jensen oplyser at vejen til og fra øen i Vadehavet er ‘fuldstændig lukket,’ lige nu.

»Der er sket et færdselsuheld på dæmningen, og der er to køretøjer impliceret. Vi arbejder stadig derude, så mere kan jeg ikke sige lige nu,« siger vagtchefen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har rekvireret en ambulance og en helikopter til ulykkesstedet. Det er indtil videre uklart, hvor mange der er kommet noget til samt hvor alvorligt ulykken er. Men politiet opfordrer til at gøre plads til ambulancen.

Det er også uvist, hvor længe trafikken til Rømø vil være spærret.

Opdateres...