En mandlig dansk læge stod klar på krigsskibet til at operere den 40-årige formodede pirat.

»Han var svært klagende, og vi kunne ikke kommunikere med ham, da han skreg af smerte. Derfor kunne vi ikke få et samtykke fra ham.«

Sådan forklarer militærlægen John, der var om bord på Esbern Snare 24. november sidste år. Normalt skal man have samtykke til at amputere lemmer fra mennesker. Men situationen var tilspidset forklarer lægen.

Kort forinden havde en militærhelikopter og en båd fyldt med frømænd affyret skud mod en formodet speedbåd fyldt med pirater.

Fem døde, fire overlevede. Nu sidder den eneste af de overlevende i Københavns Byret.

40-årig Lucky er formentlig kun til stede i byretten i dag, fordi han blev ramt af et skud i sit ben under Søværnets operation, da de andre anholdte pirater blev løsladt fra Esbern Snare og fik lov til at sejle hjem.

Selv har Lucky forklaret, at han sprang i vandet, da den danske militærhelikopter begyndte at skyde mod den båd, som han sad i. Men i vandet mærkede han straks, at der var noget galt.

De danske frømænd reddede ham op i deres båd og sejlede ham tilbage til krigsskibet Esbern Snare. Og det er her, at militærlægen John kommer ind i billedet.

»Han havde en svær kvæstningsskade, og benet stod ikke til at redde. Knoglen var så beskadiget, at vi ikke kunne gøre andet for ham end at amputere benet,« fortæller lægen om de afgørende sekunder på operationsstuen i skibet.

Tidligere har det været fremme, at der kunne være tale om en skade fra et sammenstød med en af bådenes skruer. Men lægen fortæller fra vidnesskranken, at skaden kan skyldes noget helt andet.

»I indersiden af benet var der et stort hul – knoglen var meget beskadiget. Der var et indgangshul fra et projektil eller et fragment på den anden side,« lyder forklaringen fra lægen.

Herefter fik Lucky først amputeret et stykke af benet, inden der gik betændelse i såret, og lægerne igen måtte amputere et stykke.

Det har resulteret i, at han nu sidder i kørestol og kun har en lille stump af sit venstre ben tilbage.

Den 40-årige nigerianske mand fortalte selv i byretten, at han var blevet lovet en protese, kort tid efter han kom til Danmark i januar måned.

»Jeg har ikke fået den endnu. Hvis jeg kommer tilbage til Nigeria med kun et ben, så vil jeg dø,« lyder hans egen forudsigelse om, hvad der vil ske, når han vender retur til sit hjemland.

Samtidig fortæller den formodede pirat, at han har mistet både sin mor og datter under den 11 måneder lange fængsling i Danmark.

Mandag falder der dom i sagen.