Det danske fragtskib Karin Høj kæntrede vest for Bornholm 13. december 2021 efter en kollision med et andet skib, og to danskere blev kort efter meldt savnet. Svenske Sjöfartsverket fandt en af dem død, mens den anden ikke var til at finde.

Jesper Bangsgaard, der er viceinspektør ved Københavns Politi, bekræfter nu til B.T., at man betragter den sidste af de to danskere som død.

»Vi indstillede eftersøgningen for længe siden, og nu har vi altså givet op på at finde ham. Man overlever ikke så længe i vandet, så derfor forventer vi, at han er omkommet,« siger han.

Natten til 13. december sidste år kolliderede det engelske fragtskib Scot Carrier med det danske skib Karin Høj i Østersøen mellem Bornholm og Sverige.

Her ses Karin Høj ligge med bunden i vejret mellem Ystad og Bornholm
Her ses Karin Høj ligge med bunden i vejret mellem Ystad og Bornholm Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

Den ene af de to danske mænd om bord på Karin Høj blev fundet død i skibet.

Overvågningssystemer har vist, at Scot Carrier pludselig foretog et højresving og sejlede direkte ind i det danske skib. Det fik Karin Høj vendt på hovedet, så det lå med bunden op.

En blodprøve viste, at styrmanden havde en promille på ikke under 0,457. Han afviser selv, at han var fuld. Han havde drukket fem øl frem til klokken 18 og gik på vagt klokken 23, lyder forklaringen.

Styrmanden blev varetægtsfængslet i Sverige, og den 17. december blev det afgjort, at han skulle udleveres til Danmark. Det blev han 6. februar. I Danmark er han varetægtsfængslet frem til 24. maj, sigtet for uagtsomt manddrab.

Fragtskibet Karin Høj er ejet af Rederiet Høj A/S, som har base i Horsens. Københavns Politi har siden 13. december haft sagen, selvom kollisionen skete tættest på Bornholm.