Det var bestikkelse, da en major i 2011 fik betalt en middag på en michelinrestaurant til omkring 2500 kroner af en våbenleverandør i 2011.

Det slår Højesteret onsdag fast.

Både by- og landsret har tidligere fundet, at middagen på Kong Hans Kælder i København var en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om bestikkelse.

Derfor blev majoren straffet med ti dages betinget fængsel.

Og den dom har Højesteret altså onsdag stadfæstet.

Majoren, der i dag er 61 år, var i 2011 ansat i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelsen. I forbindelse med forhandlinger med en repræsentant fra en våbenproducent tog han imod en middag på Kong Hans Kælder.

På dagsordenen for mødet var den ammunition, som våbenproducenten leverede.

Højesteret mener i lighed med by- og landsret, at den tidligere forsvarsansatte havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf om bestikkelse - paragraf 144.

Paragraffen er rettet mod personer i dansk, udenlandsk eller international tjeneste, der uberettiget modtager en gave eller en anden fordel.

Landets øverste domstol mener, at majoren var i offentlig tjeneste, da han tog imod middagen, og at han måtte have vidst, at det var hans stilling i Forsvaret, der var årsag til, at han fik middagen.

/ritzau/