En kvinde satte onsdag aften sin otte måneder gamle datter til salg på Den Blå Avis for 5000 kr. Politiet tror, det er en and.

En noget bizar annonce var onsdag aften at finde på Den Blå Avis website dba.dk. En kvinde ville angiveligt sælge sin otte måneder gamle baby for 5000 kr., skriver ekstrabladet.dk.

Kvinden skriver bl.a., at hun ikke længere kan forsørge sit barn, og at det er svært for hende at opgive datteren, men at hun håber, at pigen kan få et bedre liv, end hun selv kan tilbyde hende.

Annoncen lå kun på dba.dk i nogle timer, før den igen blev fjernet. Kvinden skrev i annoncen, at hun var fra Nykøbing Sjælland.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi kigger man med alvor på sagen, men umiddelbart tror politiet, at det er en joke.

- Jeg tror, der er nogle, der er ude på at lave rav i den. Der er jo ingen, der vil gøre sådan noget. Vi tror, det er en and. Men vi skal selvfølgelig finde ud af hvem, der har sat annoncen i, siger Vagtchefen for Midt- og Vestsjællands Politi til bt.dk.

Politiet vil fortsat efterforske sagen og undersøger den nærmere torsdag. De har tidligere oplevet noget lignende, hvor folk forsøger at lave sjov på andres bekostning.

- Vi kan ikke komme i kontakt med den person, der har oprettet annoncen. Den skal selvfølgelig efterforskes, og det skal klarlægges hvad der er sket, siger vagtchefen.

Hvis det lykkes politiet at finde frem til kvinde, kan det få konsekvenser for hende.

- Det er strengt forbudt, og hvis der er rigtige intentioner bag, vil hun blive sigtet. Vi undersøger sagen, og fortsætter med den i morgen, siger vagtchefen.