En dansk kvinde er omkommet i en trafikulykke, som skete tirsdag på en motorvej i det nordlige Italien.

Det skriver det italienske medie Rai News.

Udenrigsministeriet i Danmark bekræfter over for Ekstra Bladet, at en dansk person er omkommet i Italien. Da det er en personsag, kan ministeriet ikke oplyse yderligere.

Kvinden sad på passagersædet i bilen, som blev ført af hendes mand. På bagsædet sad deres tre børn, skriver Rai News.

Ifølge det italienske medie mistede manden kontrollen med bilen, som kolliderede med en lastbil, der holdt parkeret i siden af vejen på en nødholdeplads.

Det lokale medie Il T Quotidiano skriver, at de nærmere omstændigheder skal undersøges, herunder hvorfor lastbilen holdt parkeret i siden af vejen.

Det ene af børnene, en pige, er alvorligt tilskadekommen. Manden og de to øvrige børn kom lettere til skade, skriver Ekstra Bladet.

RITZAU